ElbilerTophistorie

Aiways U6 er klar til serieproduktion

Elbilen Aiways U6 er klar til serieproduktion efter de afsluttende test, hvor den blandt andet kørte 400.000 kilometer på 240 dage.

Kinesiske Aiways har gennemført et 240 dage langt testprogram for sports SUV’en Aiways U6, der dermed er klar til serieproduktion. Bilen forventes til Danmark sidst på året. Den ligner en direkte rival til Volkswagen ID.5, Skoda Enyaq iV Coupé, Toyota bZ4X og andre SUV’er med coupe-taglinje.

Endnu er det endelige design på bilen ikke præsenteret, så vi må nøjes med den camouflerede model på billedet øverst – og konceptbillederne længere nede i artiklen. Og kommer den endelig version bare tæt på konceptet, skal bilen nok vække opsigt.

I særdeleshed skiller kabinen sig ud, med en nærmest fly–lignende instrumentering. Tjek bare gearvælgeren, der nærmest er gashåndtaget fra et fly. Og lige som Tesla har Aiways lange blikke mod det firkantede yoke-rat. Spændende om det når med i produktionsmodellen.

Aiways U6
Kabinen i Aiways U6 Ion.

Under testprogrammet blev Aiways U6 blev 400.000 kilometers kørsel tilbagelagt på 240 dage. Formålet med de afsluttende test var at udsætte bilen og dens komponenter for hårdt slid og ekstreme påvirkninger, så eventuelle mangler kan blive rettet, inden bilen sættes i serieproduktion.

Evalueringen af testen omfatter analyser af køretøjets ydeevne, strukturel styrke, samlekvalitet og drivlinje. Testen bruges også til at sikre, at bilen overholder alle krav til økonomi, elektrisk rækkevidde, effekt og ikke mindst har et lavt niveau for støj og vibrationer selv efter mange kørte kilometer. De 400.000 kilometers kørsel på testbanen svarer til omkring 1,2 millioner kilometers kørsel under normale forhold.

Otte biler var på banen og de nåede ubesværet en elektronisk begrænset topfart på 160 km/t under testen og accelererede fra nul til 100 km/t på under syv sekunder.

Sløv opladning i forgængeren

Aiways U6 forventes at få tekniske specifikationer i samme sidegade som lillebror Aiways U5. Sidstnævnte har en 63 kWh stor batteripakke, der levere en rækkevidde på 410 kilometer (WLTP). Man må forvente, at U6’erens mere aerodynamiske design giver et par kilometer ekstra.

Aiways U6 Ion
Aiways U6 Ion.

Et af kritikpunkterne ved U5’eren var den en-fasede AC-hjemmeopladning, der gav en maksimal ladeeffekt på 3,7 kW. Det er dog allerede forbedret i den seneste 2022-udgave af U5’eren, der har fået tre-faset 11 kW AC-opladning, så mon ikke det er standarden fra Aiways fremover? Ude i byen kan den lade med op til 90 kW DC, hvilket heller ikke imponerer.

Aiways U6 ventes til Europa og Danmark i slutningen af året, fortæller Aiways, så vi må formode, at de snart er klar med officielle tal. Læs mere om bilen på ai-ways.eu.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.