Forestil dig et armbånd, der følger med i alt, hvad du siger – hele dagen. Ikke kun dine egne ord, men også hvad dine venner, kolleger og forbipasserende siger. Det lyder som science fiction. Men det er virkelighed nu, og Amazon har netop købt sig ind.
Det handler om Bee , en ny AI-drevet wearable, der mest af alt ligner en Fitbit. Den koster mindre end 500 kroner og gemmer ikke kun på skridt og puls – men også på dine samtaler. Bogstaveligt talt.
Bee optager og transskriberer al tale omkring dig i realtid og omsætter det til dagbogslignende opsummeringer, personlige påmindelser og smarte forslag i en tilhørende app. Du kan endda give den adgang til dine mails, billeder, kalender og kontakter, så den får endnu bedre kontekst.
Og nu bliver teknologien Amazons.
Ifølge Bee-direktør Maria de Lourdes Zollo er målet at bringe “ægte personlig AI til endnu flere mennesker”. Det sker med Amazon i ryggen – og med alle Bee-ansatte med ombord, da de ifølge selskabet har fået tilbudt job hos techgiganten.
VIDEO
Men hvor går grænsen mellem smart og snigende?
Amazon lover, at privatlivet er i fokus. “Vi har aldrig solgt kunders data og vil arbejde tæt sammen med Bee for at give brugerne endnu større kontrol,” udtaler talsperson Alexandra Miller. Hun påpeger, at man naturligvis vil videreføre Bees politik om ikke at gemme lydoptagelser.
Alligevel er det værd at bemærke, at Bee – ligesom mange andre stemmeaktiverede produkter – indimellem har svært ved at kende forskel på virkelige samtaler og lyden fra tv, TikTok og musik. Det giver både tekniske og etiske spørgsmål, især når samtalerne bliver gjort søgbare og analyseres af en AI.
Amazon har ikke offentliggjort prisen for opkøbet. Men én ting står klart: Fremtiden for wearables handler ikke bare om motion – men om information.