Creative Stage Air V2 er en kompakt soundbar til skrivebordet, der qua sin størrelse kan placeres under de fleste skærme. Men hvordan præsterer den prisvenlige højtaler så i dagligdagen. Det har vi kigget nærmere på.
Lyd til computeren kommer i mange afskygninger. Rigtig mange. Den gængse variant med et stereosæt, kan i nogle tilfælde være vanskelig at placere. Det er noget nemmere med denne formfaktor. Stik og ledninger til soundbaren er placeret lige under skærmen, hvor der i forvejen er trukket kabler af forskellig slags. Det gør installationen nem at integrere uden for meget kabelrod.
Alsidige tilslutningsmuligheder Nu vi er ved kabler, så er Creative Stage Air V2 ganske pænt udstykket. Ikke at der er mange tilslutningsmuligheder, men det er de helt rigtige. Der er to stik på bagsiden; et minijack og et USB-C. Førstnævnte gør højtaleren alsidig for tilslutning til eventuelt ældre enheder. Men USB-C indgangen derimod, fungerer både som strømtilførsel, men kan også levere lyd fra computeren. Du kan derfor nøjes med ét kabel. Et kæmpe plus.
En snedig detalje, som jeg ikke husker at have set i en soundbar-lignende enhed før, er at Creative har udstykket Stage Air V2 med et batteri. Batteriet giver omtrent seks timers spilletid og er en fin mulighed hvis arbejdet flyttes ud på terrassen i sommerperioden. Mangler man en reel transportabel højtaler, så findes der dog mange bedre alternativer i prisklassen, som er betragteligt mere robuste og bærbare.
Lydformat Stereo 2.0 Tilslutning USB.C, 3.5 mm jackstik Bluetooth 5.3 (A2DP) Batteritid Op til 6 timer Mål 41 x 9,4 x 7,5 cm Maksimal udgangseffekt 20 Watt
Specifikationer på Creative Stage Air V2 Kvalitetsfornemmelsen er ok, når man kigger på prisen for enheden. Men hvor ville jeg ønske kabinettet ikke var udført i pianolak, som tiltrækker støv og fedtfingre som intet andet og blænder hvis solen står uheldigt. Frontgrillen er gudskelov udført i et matsort perforeret materiale.
På højre side af højtaleren er der placeret fire knapper. De to af dem skruer op og ned, mens den tredje skifter mellem inputs – minijack, USB-C eller Bluetooth – eller slukker for sagerne, hvis den holdes inde. Bluetooth parres med sidste knap, og er til stede i version 5.3 og muliggør på nem vis afspilning fra eksempelvis mobil eller tablet.
Fornuftig lyd til kontoret Hvis du har behov for en højtaler til kontoret, der skal levere baggrundmusik til arbejdet, en YouTube-video i ny og næ og lidt videomøder, så er Creative Stage Air V2 en absolut anbefaling. Stemmer er tydelige, men der mangler i høj grad noget lyd i det nedre register. Derfor vil du ikke blive blæst bagover, hvis du sætter en film på eller bruger den som lydbillede til en gang gaming.
Som allround højtaler gør Creative Stage Air V2 derfor sit job fornuftigt. Men det er ærgerligt at Creative ikke har kunne klemme mere bastant lyd ud af en enhed, som netop lægger op til at blive brugt til film, musik og gaming. Du vil stadig opleve et fornuftigt lydbillede hertil, men der mangler det sidste for at efterlades med et indtryk der decideret imponerer.
Selvom denne test ikke har efterladt mig decideret imponeret, så er Creative Stage Air V2 absolut et fornuftigt valg til kontoret. Tilslutningsmulighederne er alsidige og lyden er fin, så længe man ikke forventer biograflignende oplevelser. Når man så samtidig skæver over til prisen, så er det faktisk slet ikke så ringe.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
450,- kr. Creative Stage Air V2 er et fint alternativ til de klassiske PC-højtalere. Her får du alsidige tilslutninger og fornuftig lyd til prisen.