De første indtryk af den billige Hyundai Inster er begyndt at dukke op, efter at koreanerne har haft inviteret verdenspressen til testkørsel. Desværre var iNPUT ikke inviteret med denne gang, men det skal ikke forhindre os i at rapportere, hvad vores kon-kolleger synes om den lille billige bil, der får en startpris på bare 179.995 kroner.
Blandt både danske og udenlandske bilanmeldere er der bred enighed om, at bilen skal have stor ros og ser ud til at være et friskt pust, som kan være tiltrængt i dagens marked. Pressen er i hvert fald meget begejstret for den lille elbil.
Bilmagasinet kalder Hyundai Inster for en “microcharmør til minipris”. De fremhæver, at bilen har god plads til både fører og passagerer – i hvert fald i længden. Bilen er nemlig smal, hvorfor der kun kan være fire personer ombord. De sætter også udstyrsniveauet på plussiden, mens ladetid og støj i kabinen trækker ned.
VIDEO
FDM’s Motor har prøvekørt Hyundai Inster. Også FDM’s Motor fremhæver en overaskende lang kabine og et højt udstyrsniveau. Som minus nævnes rækkevidden, der er på op til 370 kilometer. Motor skriver, at den “vil være et godt alternativ til alle de bilister, der har haft en mikrobil som VW Up, og som nu er klar til en elektrisk afløser”.
Der er også ros fra de udenlandske medier. Jack Scarlett fra The Fully Charged Show roser bilens køreegenskaber, som både er lette og smidige i bytrafikken, men samtidig stabile på motorveje og større veje.
– Det er en af de mest vellykkede småbiler, jeg nogensinde har prøvet. Inster har en overraskende forfinet følelse i dette lille og prisvenlige format, siger Jack Scarlett.
Han begejstring deles af Ginny Buckley fra mediet Electrifying :
– Denne bil er skabt til at gøre en fremragende indsats i bymiljøer, og det lever den virkelig op til. Den er sjov at køre, og interiøret er flot designet. Den står dog over for hård konkurrence, især fra Renault 5, siger Ginny Buckley.
Hyundai Inster kommer med to batteristørrelser: et mindre på 42 kWh, som giver en WLTP-rækkevidde på 327 kilometer, og et større på 49 kWh, der giver en rækkevidde på 370 kilometer. Modellerne har motorer på henholdsvis 71 kW (95 hk) og 84,5 kW (113 hk).