Google Maps ligner efterhånden elbilisternes bedste bud på en kort-app. Google Maps er nemlig blevet væsentligt forbedret for elbilsejere på jagt efter ladestationer. Nu er det muligt både at søge efter både stiktype og ladeeffekt, fortæller Google i et blogindlæg.
Hidtil har man kunnet søge efter ladestationer. Men efter den nye opdatering kan man også vælge kun at få vist ladere med den stiktype, der passer til ens elbil. Og man kan vælge kun at søge efter ladere, der kan levere mere end 50 kW.
Begge funktioner er live nu på både Android og iOS, men kun i lande, hvor søgning efter ladere i forvejen er tilgængelig. Deriblandt heldigvis Danmark.
Vi har naturligvis testet de nye muligheder og umiddelbart ser de ud til at fungere upåklageligt. Ved visse ladestationer kan man også se, hvor mange stik, der er ledige, så man ikke risikerer at køre forgæves.
Tidligere i år introducerede Google Maps også muligheden for at vælge den mest strømbesparende rute.