OPDATERET 04.10.2025: Efter at sagen kom frem i pressen, har Renault valgt at holde Morten Jespersen skadesløs og at dække lignenden sager fremover. Den oprindelige historie kan læses herunder:
En dansk Renault Scenic-ejer er havnet i en vanvittig situation, fortæller Jyllands-Posten. Et defekt armlæn i hans næsten nye elbil har udløst en værkstedsregning på hele 48.643 kroner – og Renault nægter at lade garantien dække.
Morten Jespersen fra Ryomgård købte sidste år en fuldelektrisk Renault Scenic E-Tech. Da beslaget i bilens armlæn knækkede, forventede han en regning på et par tusinde kroner. I stedet lød fakturaen på næsten 50.000 kroner – et beløb, der svarer til en femtedel af bilens værdi.
Jeg troede, de havde tastet forkert, siger han til Jyllands-Posten.
Armlænet, der blandt andet rummer opladningsstik og kopholdere, er lavet af plastik, men er konstrueret som en specialdel kun til Scenic-modellen. Renault Danmark indrømmer, at prisen er “meget høj”, men afviser at dække udgiften. Ifølge importøren er skaden forårsaget af en “yderlig påvirkning” og dermed ikke en garantisag. Kunderne bliver i stedet henvist til at anmelde skaden til deres forsikring.
Morten Jespersen har nægtet at betale regningen, og sagen har fået flere Scenic-ejere til at mistænke en konstruktionsfejl. Det viser indlæggende under et opslag på Facebook, som er blevet delt af biljournalisten Anders Berner, der har påtaget en rolle som vagthund for bilkøbere.
“Jeg er ikke i tvivl om, hvad det her handler om: at tjene penge på biler, som de ikke tjente penge på i første omgang.,” skriver Anders Berner på sin Facebook-side.
Alligevel fastholder Renault prisen. For danske elbilkøbere er konklusionen klar: selv de mindste skader kan ramme økonomien hårdere, end man forestiller sig.