×
ElbilerTophistorie

Se Ken Block tæske en elektrisk Audi S1 rundt i Las Vegas

Rally- og YouTube-fænomenet Ken Block er tilbage bag rattet. Denne gang slippes han løs i Las Vegas i en elektrisk Audi S1.

Tilbage i 2008 sendte Ken Block sin første video på nettet, der fremviste hans imponerende køreevner i disciplinen gymkhana. En disciplin der måske bedst kan beskrives som en (aggressiv) form for freestyledans med højtydende biler. Dengang var det bag rattet i en Subaru Impreza.

Nu hedder det 2022 og bilen er blevet udskiftet med en specialbygget elektricificeret Audi S1 Hoonitron. Sidstnævnte en sammentrækning af Blocks brand Hoonigan og Audis eTron. Bilen er bygget i samarbejde med Audi Sport og findes i ét eksemplar, fremstillet specifikt til Ken Block.

Data på bilen er der ikke meget af, udover at den er udstyret med to elmotorer, firehjulstræk og et chassis bygget i kulfiber. Dens formåen taler dog sit tydelige sprog i Electrikhana-videoen, som den er blevet døbt.

Videoen, som kan ses ovenfor, er optaget i Las Vegas, hvor Ken Block og hans team fik lov til at afspærre berømte steder som The Strip, for at få optagelserne i kassen. En række berømte Audi-modeller ses også i filmen, herunder Audi 90 IMSA GTO (1989), Audi 200 Trans Am (1988), Audi Sport quattro S1 Pikes Peak (1987), Audi quattro Gruppe B A2 (1984) samt Audi R8 LMP og Audi R18 e-tron quattro fra Le Mans. Selv Tom Kristensen i sin Le Mans racer har en kort optræden, da Block blæser forbi.

Skulle ovenstående have vakt interesse, så har Amazon Prime produceret en dokumentarserie, om Blocks foregående Gymkhana Ten-video fra 2018. Den kan ses her og giver et indblik i den minutiøse planlægning der går forud for at producere knap 20 minutters YouTube-materiale.

Ken Block har med denne seneste video, udgivet i alt elleve Gymkhana-videoer. Tilsammen har de langt over 500 millioner visninger på Youtube.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.