×
GadgetsTophistorie

Sony WH-1000XM5 lover bedre lyd og mere effektiv støjdæmpning

Femte generation af Sonys skamroste støjdæmpende hovedtelefoner er lanceret og lover både bedre lyd og bedre støjdæmpning.

Efter adskillige rygter og læk er Sony WH-1000MX5 endelig officielt lanceret. Det er femte generation af Sonys skamroste støjdæmpende hovedtelefoner, der første gang så dagens lys i 2016. Ud over et helt nyt design, byder XM5 også på bedre lydkvalitet og bedre aktiv støjdæmpning, lover Sony.

Forbedringerne af den aktive støjdæmpning, ANC, kommer i form af en ekstra processor, der hjælper med behandle data fra de nu otte mikrofoner (forgængeren havde fem). En ny Auto NC Optimizer-funktion tilpasser automatisk støjdæmpning til omgivelserne. Tidligere skulle man manuelt skifte tilstand, hvis man skiftede støjmiljø.

Ifølge pressemeddelelsen sætter Sony WH-1000XM5 også en “helt ny standard for lyd i høj kvalitet”. Det skyldes blandt andet den nye og mindre 30mm driver, der erstatter 40mm dittoen fra XM4. Den har en let og stiv kuppel og er bygget i kulfiberkompositmateriale, der forbedrer højfrekvensfølsomheden, hvilket resulterer i mere naturlig lydkvalitet. Oplyser japanerne.

Sony har også brugt det samme blyfri loddemetal, der indeholder guld, som benyttes i A100 Walkman. Det skal hjælpe med at optimere kredsløbet. Sony WH-1000XM5 understøtter, naturligvis, også Sonys højopløselige LDAC-musikcodec og DSEE Extreme (der opskalerer musikfiler i realtid).

Sony WH-1000XM5

Flere interessante features I XM5’erne:

  • Bedre opkaldskvalitet. Sonys Precise Voice Pickup-teknologi anvender fire stråleformede mikrofoner og en AI-baseret støjreduktionsstruktur til at isolere stemmen, mens en nyudviklet vindstøjsreduktion skal minimere vindstøj under opkald. 
  • Google Fast Pair. Hovedtelefonerne kan tilsluttes to Bluetooth-enheder samtidig og der skiftes mellem enhederne med blot et tryk på en knap. XM5 understøtter også Fast Pair, der samtidig hjælper med at lokalisere hovedtelefonerne, hvis du har forlagt dem.
  • Speak-to-Chat. Gør det muligt at føre korte samtaler uden at tage hovedtelefonerne af. Hvis mikrofonerne opfanger, at du siger noget, stopper hovedtelefonerne automatisk med at afspille dit indhold og lukker omgivende lyd ind. Når samtalen er slut, vil dit indhold afspilles igen. 
  • Google Assistant og Alexa. Med stemmestyring kan du få hjælp til alt; lige fra at ringe eller skrive til familien, få hjælp fra en søgemaskine, lytte til musik eller indstille påmindelser.

Sony WH-1000XM5 har op til 30 timers batterilevetid, loves det. Der kan fyldes tre timer ekstra på, på bare tre minutter via USB Power Delivery-teknologien.

Hovedtelefoner kommer på hylderne i slutningen af maj i to farver, nemlig sort og sølv. Den vejledende udsalgspris bliver på 3.800 kroner. Læs mere om WH-1000XM5 på Sonys hjemmeside.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.