ElbilerTophistorie

Tesla får kritik for opdaterede Model S og Model X

De sprinye udgaver af Teslas Model S og Model X er netop lanceret – men ikke helt som forventet. I stedet for begejstring har opdateringerne udløst hård kritik fra fans og bilentusiaster.

Tesla har netop lanceret en ny opdatering af sine ældre luksusmodeller, Model S og Model X, men reaktionerne på nettet har været overvejende negative. Kritikken går især på, at bilerne er blevet tungere og dyrere – uden at få adgang til nogen af de mere banebrydende teknologier, som ellers er introduceret med Cybertrucken.

Mens Cybertrucken er udstyret med avanceret teknologi som steer-by-wire, firehjulsstyring og 800-volt batterisystem, må Model S og X stadig klare sig uden. Det har fået mange Tesla-fans til tasterne, hvor kommentarer som “I er ved at falde bagud, gutter” og “Ikke imponeret over denne opdatering” har domineret svartrådene på Teslas egne opslag.

 

Samtidig peger flere brugere på, at konkurrenter som Lucid, Rivian og Kia tilbyder biler med mere teknologi, bedre rækkevidde og mere plads – især i SUV-klassen.

Mindre ændringer – højere pris

Opdateringen handler i høj grad om forfinelser snarere end fornyelser. Tesla nævner selv en forbedret affjedring og et mere støjsvagt interiør med bedre støjreduktion og opdateret ambient lighting med farvevalg i kabinen. Udvendigt er der introduceret en ny farve, Frost Blue, samt mindre designændringer for bedre aerodynamik.

Model S
Den nye Model X (foto: Tesla)

Model X har desuden fået lidt mere bagagerumsplads og ekstra luft til tredje sæderække – men der er ikke tale om store ændringer i praktisk anvendelighed.

En af de mest bemærkelsesværdige ændringer er, at topmodellen Model S Plaid nu har fået reduceret sin topfart fra 322 km/t til 240 km/t – og samtidig er blevet 12 kilo tungere. Model X Plaid har også taget på i vægt, hele 83 kilo mere end før, og vejer nu 2.465 kilo.

 

Samtidig er priserne steget med 5.000 dollars (32.000 kroner) på tværs af alle varianter. Den billigste Model S AWD starter nu ved cirka 86.630 dollars, mens topmodellen Model S Plaid koster 101.630 dollars. På Model X-siden begynder priserne ved 91.630 dollars og topper ved 106.630 dollars for Plaid-udgaven.

model s
Indenfor i Model S (foto: Tesla).

Teslas futuristiske yoke-rat er ikke længere standard. I stedet er det kun tilgængeligt som en 1.000 dollars tilkøbsoption på Plaid-varianterne. Det er en ændring, som kan falde i god jord hos de kunder, der aldrig blev helt overbevist af det flyinspirerede design.

Selvom de opdaterede modeller i første omgang kun er lanceret i USA, er det sandsynligt, at opdateringerne også vil nå til Europa senere i år. For danske elbilkøbere er den vigtigste konklusion, at Model S og X i stigende grad fremstår som nichemodeller, især når man sammenligner med den langt mere populære og prisvenlige Model 3 og Model Y.

 

Mens Tesla stadig forbedrer sine flagskibsmodeller, er det tydeligt, at innovationen – og volumen – i dag foregår andetsteds i modelprogrammet.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.