Det er kun fornyligt vi kunne fortælle, at TV 2 Play var begyndt at tilbyde indhold i 4K og senere hen testede livestream i samme format. Der blev gættet på at det var indledende forberedelser til VM i Qatar. Det har TV 2 i dag bekræftet bliver tilfældet.
TV 2 Play har de senere år investeret store beløb i den backbone, der sørger for at teknikken kan præstere. Eksempelvis ved store slutrunder, hvor serverne kommer under ekstra pres. VM i 4K er således et resultat af de investeringer.
“Det allervigtigste fokus hos os er stabiliteten på TV 2 PLAY, og VM i Ultra HD 4K er kun noget, vi kan tilbyde, fordi vi i TV 2 de seneste år har investeret massivt i bl.a. nye platformsteknologier og nye apps til smart-TV, samtidig med at vi har fokus på at optimere vores traditionelle broadcast-teknologier. Resultatet ser vi nu, og med introduktionen af Ultra HD 4K tilføjer vi en ny dimension til brugeroplevelsen på TV 2 PLAY”, fortæller områdechef i Digital Products & Experience hos TV 2, Rasmus Lund-Petersen.
TV 2 og DR deler rettighederne til slutrunden og har således 32 kampe hver. DR har tidligere bekræftet at de tilbyder deres kampe i HD (1080P).
Hos TV 2 kan der ses en sendeplan for hele slutrunden.
Det danske landsholdskampe vises på hovedkanalen hos TV 2. For at få adgang hertil i 4K kræves et TV 2 Play Favorit-abonnement. De øvrige kampe kræver et TV 2 Play Favorit + Sport-abonnement.
Slutrunden afholdes i perioden fra 20. november til 18. december.