×
MultirumshøjttalereSoundbars

Sonos Beam

Mindre, billigere og fuld af lækkert isenkram. Og med stor lyd.

Sonos har forladt high-end-markedet for en stund og snittet Sonos Beam. Det er en fiks lille soundbar til dem, der både vil have god lyd fra tv’et og lytte til musik fra samme højttaler. Prisen er lavere end vi kender fra Sonos, der satser på at lokke kunder ind i Sonos-land, hvor en enkelt højttaler aldrig er nok. Det er også et angreb på de billige(re) intelligente højttalere fra Google, Amazon og – til dels – Apple.

Med Beam har Sonos skabt en højttaler, der skal tiltale urbane købere; dem i storbyernes små lejligheder uden plads til det store hifi-anlæg. Sonos har haft store ambitioner om en højttaler, der både fungerer som soundbar under fladskærmen og som erstatning for de små populære Bluetooth-højttalere. Samtidig understøtter Beam både Alexa og Siri – og der er lovet Google Assistant-understøttelse i horisonten. Beam er altså et ambitiøst projekt, ja, men Sonos klarer det faktisk rigtig godt.

Med sit minimalistiske design passer Sonos Beam perfekt i de nordiske hjem.

Sonos Beam til de nordiske hjem

Sonos Beam er markant mindre end Sonos øvrige lydbarer (Soundbar og Playbase). Designet følger den nye, mere minimaliske linje som Sonos introducerede med Play:5 og har videreført med Playbase og Sonos One fra sidste år. Den passer altså helt perfekt ind i en eksisterende Sonos-opsætning. I modsætning til disse har Beam dog fået en front af stof. Sikkert for at bringe prisen ned.

På toppen af Sonos Beam er der trykfølsomme knapper, hvor du kan betjene volumen, skifte musiknumre og slukke for mikrofonen. På bagsiden har den et trekløver af stik, nemlig HDMI-, strøm- og netværksstik. Som andre Sonos-produkter fås Beam i sort eller hvid.

En ting, der generer mig en smule, er, at toppen af Beam er kurvet – nedad. Der er ikke nogen soniske fordele ved det design, så det er ren staffage – og det gør Beam til et perfekt samlingssted for støv. Når det er sagt, så er Beam en rigtig lille lækkerbisken, der passer perfekt ind i Nordiske hjem – og er noget nemmere at placere end de store soundbar-modeller kva dens størrelse.

Imponerende stereospredning

Beam er bare 65 centimeter lang, men den har en imponerende stereospredning – faktisk bedre end på den noget dyrere Playbase. Prøv bare at lytte til Radioheads nummer Reckoner. Beam formår at skabe et meget større lydbillede end dens størrelse berettiger. Et andet sted, hvor Beam overhaler Playbase er evnen til at gengive dialog tydelig. Selv de notorisk mumlende danske søndagsserier (*host* Broen, red.) går tydeligt igennem – og også Adele, Gregory Porter og Leon Bridges lyder fremragende igennem Beam.

Selvfølgelig får du generelt bedre lyd fra Playbase og Playbar. Alt andet ville være absurd, prisen taget i betragtning, men Beam er bestemt ikke ueffen. Bassen er godt tilstede både ved tv og musik. Vokaler og dialog står klart og skarpt – med masser af detaljer. Min eneste anke er, at mellemtonerne står for lavt i lydbilledet, så den ikke har samme afrundede lydbillede som de øvrige Sonos-højttalere. Men det er mere reglen end undtagelsen på højttalere i denne størrelse og prisklasse.

Sæt en Star Wars-film på tv’et, så skydes lyden af TIE-fightere, laserskud og lyssværdsdueller rundt i rummet. Nej, det er ikke ægte surround, men det er verdener fra den lyd, du får ud af tv’et alene. Beam kan naturligvis også udvides med to Sonos One-højttalere som baghøjttalere, hvis du vil have bedre surround. Så fungerer Beam som både center og højre/venstre fronthøjttaler. Vi testede det af og det virker helt utrolig godt. Specielt i mindre rum. Sidder pengepungen løst, kan Beam endda udvides med trådløs subwoofer. Det virker dog som overkill, prisen på Beam taget i betragtning. For de penge vil det bedre kunne betale sig at investere i en bedre soundbar som Playbase eller Playbar.

Beam kan udvides med to Sonos One til et fuldt surroundsæt.

Vær i øvrigt opmærksom på, at der er en stor gevinst at hente ved at køre Trueplay-kalibreringen fra app’en. Inden Trueplay blev aktiveret, var jeg en kende skuffet over lyden; men Trueplay ændrede alt. Er du Android-bruger, så bed en iPhone-ejende ven om at kigge forbi, for Trueplay kan ikke indstilles på Android-enheder endnu.

Assistenterne skuffer

Det har altid været en målsætning for Sonos at være ”gateway” for andre tjenester; således kan Sonos håndtere stort set alle streamingtjenester Spotify, Deezer, Applec Music, ja, selv Yousee Musik. Samme strategi går – meget klogt – igen i forhold til digitale assistenter. Med en Sonos behøver du ikke vælge mellem Alexa, Google Assistant eller Siri, den fungerer med alle tre.

I hvert fald teoretisk, for Alexa kan endnu ikke bruges med den danske udgave af app’en, med mindre du bilder systemet ind, at du bor i USA eller England. Google Assistant understøttes ikke endnu og Siri ankommer først i løbet af juli med en opdatering af softwaren i højttaleren.

Generelt er der ikke meget ved Assistenterne når man bor i Danmark. Sonos har lovet Alexa-integration i Danmark ganske snart. Vi venter utålmodigt.

Nu endelig med HDMI

En ting, der adskiller Sonos Beam fra samtlige andre Sonos-højttalere er, at Sonos, langt om længe, har integreret et HDMI-stik i højttaleren. Hidtil har Sonos insisteret hårdnakket på at bruge et optisk stik til at tilslutte tv’et. Har du et tv, der understøtter HDMI-ARC CEC – og det gør de fleste nyere fladskærme – åbnes der op for en vifte af nye muligheder, da Beam både kan synkronisere lyd og billeder, ligesom tv’et kan fjernbetjenes via stemmen, når Alexa engang kommer til at fungere.

Det er pænt blæret at bede Alexa om at tænde eller slukke for tv’et – eller skrue op for volumen. Vi venter som nævnt utålmodigt.

Beam kan (snart) stemmestyre fladskærmen via den indbyggede mikrofon.

Sonos har i øvrigt lagt en adapter med i pakken, hvis du foretrækker at bruge optisk i stedet. Og et HDMI-kabel. Det er god stil.

En anden ting, vi venter utålmodigt på, er Airplay 2-integration, men Sonos har lovet at den kommer i juli måned. Den vil betyde, at Sonos vil kunne ”blandes” med andre højttalere i en multirumsopsætning. Lige som Siri vil kunne bruges sammen med Sonos.

Siri vil dog ikke være fuldt integreret, ligesom for eksempel Alexa, men skal bruges gennem en iOS-enhed. Du kan altså ikke sidde i sofaen og tale til Siri gennem Beams integrerede mikrofon, som du vil kunne med Alexa. Bevares, det er ikke Sonos fejl, men derimod Apples meget restriktive politik, men det ændrer ikke på, at Beam dermed mister værdien som afløser for f.eks. Homepod.

Stadig ingen Atmos eller DTS

Det til med garanti skuffe en række Sonos-fans, at Beam hverken understøtter Atmos eller DTS. Men. Som Sonos selv udtrykte det efter lanceringen, så giver det simpelthen ikke mening i et produkt som dette. Atmos kræver for eksempel mindst syv højttalere og Atmos-entusiaster vil alligevel næppe investere i den billigste sundbar fra Sonos. Sonos lovede dog, at de ikke har glemt high-end-segmentet, men om det betyder high-res surroundlyd i et kommende produkt er rent gætværk.

Svært at være skuffet

Det er svært ikke at være begejstret for Sonos Beam. Det er en superflot lille soundbar, der ikke alene leverer god lyd, prisen taget i betragtning, men også tre digitale assistenter og features der overgår de fleste andre højttalere i denne prisklasse. Samtidig er den byggesten i en multirumsopsætning, så nye multirumsbrugere kan starte her og tilsætte nye rum efter behov og pengepung. Og når vi snakker multirum, så er der ganske enkelt ikke nogen bedre end Sonos.

Beam fungerer godt i sig selv, men sæt den sammen med to Sonos One, så har du et ganske udmærket – og trådløst – surroundsystem.

Og så er det dejligt at se, at Sonos ikke er gået på kompromis med lyden. Selv om Beam altså er både mindre og billigere end deres øvrige produkter. Men få nu for hulen de digitale assistenter på plads …

Sonos Beam

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

3.399 kr.

Sonos Beam er en fremagende lille soundbar med masser af ekstra tricks i ærmet.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.