Vil du have en helt unik pladespiller til dine vinylskiver, så er det med at tømme sparegrisen. Den danske lydspecialist Ortofon har valgt at fejre sit 100-års jubilæum ved at lancere en helt unik pladespiller i samarbejde med Pro-ject. Ortofon Century TT er en ualmindelig smuk maskine, der emmer af retro. Fra chassiset af træ, der er lakeret sort, over kromdelene til læderet på pladetallerkenen.
Ortofon Century TT er en tilpasset – og forbedret – udgave af Pro-ject Classic SB-pladespilleren, udstyret med Ortofons jubilæums-pickup, Ortofon Concorde Century.
Derudover har Century TT en mere sofistikeret pladetallerken af aluminium, ligesom den leveres med en plademåtte af læder. Alt sammen for lydens skyld, naturligvis.
Pladespilleren har elektronisk hastighedskontrol, så du kan skifte mellem 33 og 45 med et tryk på en knap. Men pladespilleren kan faktisk også håndtere de gamle 78’er lakplader – det kræver bare, at du manuelt skifter remmens position.
Prisen? Den er på sølle 22.500 kroner. Et greb i lommen. Se flere billeder af vidunderet herunder – og læs også vores test af mere økonomisk tilgængelige pladespillere: