Features

iPad fylder 8 år: Fiaskoen, der var en succes fra starten

Da Apple lancerede iPad'en for 8 år siden stod kritikerne i kø. Men iPad blev en dundrende succes og 8 år senere er den det stadigvæk.

For otte år siden gik Steve Jobs på scenen og annoncerede den allerførste iPad. En enhed, der var ventet, for stort set alle detaljer om den nye tablet var sluppet ud på forhånd. I salen var en blanding af Apple fans, medarbejdere og presse. Og især den sidste del var mere end almindeligt skeptisk overfor det koncept, Jobs lancerede. iPad ville aldrig blive til noget, og kritikpunkterne var mange. Gizmodo skrev blandt andet, at “der er ikke multitasking – hvis iPad skal være en erstatning for netbooks (en type ultrabærbar med begrænset funktionalitet, red.) skal den altså kunne multitaske,” i en artikel kaldet 8 ting der stinker ved iPad. Men fans i salen og brugerne talte et højt og tydeligt sprog: iPad var den enhed, de havde ventet på. Og de viste det med deres investering i den 9,7″ store tablet, der blev kastet over disken i elektronikbutikker over hele verden. En succes var født, og ordet tablet forsvandt stort set – og “iPad” blev for mange synonymt med “tablet”.

Fiaskoer og successer før iPad

Apples lancering af iPad kom efter en årrække, der havde budt på både kæmpe fiaskoer og kæmpe successer for firmaet, der blot få år inden var truet af konkurs. De havde endda prøvet sig med en PDA type enhed, deres Newton Messagepad, der blev en enorm fiasko – og som Jobs droppede helt i 1998. Den havde været et svar på de mange Windows Mobile-enheder og Palms enorme hit PalmPilot.

Apple Newton
Apples Newton blev aldrig et hit.

Problemet med Newton var, at den ikke havde en målgruppe der ville have den: Den var tydeligt tænkt til “business-segmentet”, men de var allerede helt i favnen på Palm og Blackberry – og de private brugere havde simpelthen ikke noget at bruge en enhed med monokrom skærm og business applikationer til. Følgelig solgte Newton ekstremt dårligt, og huskes i dag som en af Apples allerstørste bommerter. Og selvom Newton på en måde var forløberen for iPad, så er der så store forskelle på de to enheder, at det er svært at retfærdiggøre sammenligningen. Der skulle helt andre teknologier til, før en tablet igen kom tilbage på tegnebrættet hos Apple.

iPhone baner vejen

I 2007 gik Steve Jobs på scenen og lancerede det, der senere skulle vise sig at blive selskabets – og måske verdens – største succesprodukt: iPhone. Den nye telefon havde ingen knapper og en kapacitativ skærm så man kunne bruge flere fingre på samme tid – eksempelvis til at vende billeder og zoome ind og ud, bevægelser vi i dag tage helt for givet. I den nye telefon sad et styresystem bygget på Mac’ens operativsystem, men i mindre skala: iOS. Da iPhone i løbet af de næste år viste sig at blive et enormt hit og forbrugerne næsten enstemmigt (I øvrigt i modsætning til, hvad mange eksperter havde troet) besluttede sig for, at et tastatur på en skærm var glimrende, var grunden lagt til Steve Jobs næste store projekt: iPad.

iPad – et trusseindlæg?

Med iPhone (og før det iPod) havde Apple vendt skuden, og både iPod og iPhone var i 2007 store successer som både analytikere og konkurrenter så som markedsledende. Og for otte år siden, d. 27 januar 2010, gik Jobs endnu engang på scenen. Ingen var på forhånd i tvivl om, hvad han ville lancere, for alle detaljer om den nye tablet var sluppet ud – det eneste, der ikke var helt sikkert for de mange fans og de fremmødte i salen var, hvad den nye tablet ville komme til at hedde.

Jobs kunne præsentere det, kritikerne straks latterliggjorde på grund af navnet: iPad. I USA er en “pad” et trusseindlæg, så det var oplagt at gøre grin med. Men det var langt fra det eneste, iPad’en fik kritik for. Ligesom iPhone fik den også hug for ikke at have et fysisk tastatur, den havde ikke noget kamera hverken for eller bag, og – det største kritikpunkt: Den kunne ikke multitaske.

Samler du i dag en første generations iPad op, vil du da også kunne se at kritikerne på mange måder havde ret. Derudover virker den – set med nutidens briller – ekstremt langsom. Men der hvor kritikerne tog fejl var på, om det reelt set gjorde en forskel for, om iPad blev en succes. Og det viste sig hurtigt, at det gjorde det ikke: Der var lange køer foran Apple butikkerne, og der gik mange måneder før det var muligt at gå ned i en butik og købe en iPad uden at være skrevet op på forhånd.

Resten er historie…

Mange af de problemer der blev kritiseret ved den første iPad er efterfølgende blevet rettet. Der er nu multitasking, kameraer og kanten rundt om skærmen forventer vi er helt væk med næste generation af iPad Pro. Det fysiske tastatur kan man få bygget ind i et cover, og i dag bruger flere og flere en iPad i stedet for en “rigtig” bærbar.

Salget af iPad gik ned i en periode, men i løbet af det sidste år er det steget igen. Formentlig fordi Apple valgte at lancere en prisvenlig udgave, der har mange af de bedste features fra deres topserie, som i dag hedder iPad Pro. Og de nyeste rygter tyder på, at der i efteråret kommer endnu en omgang nye iPad Pro’er med mange af de features vi har set i iPhone X: en skærm der fylder hele forsiden, FaceID og endnu hurtigere processorer.

 

Torben Vognsen

Grundlægger af magasinet iNPUT. Har en baggrund som producer og tilrettelægger i tv-branchen og har skrevet forbruger- og gadgetstof i en årrække for Jyllands-Posten, Komputer for Alle, Berlingske Tidende og BT. Er også fast gadgetekspert på TV2's Go' Morgen.

Skriv et svar

Close

Du bruger en Adblocker

Vi lever af annoncer, så overvej venligst at slå din adblocker fra.