×
AnmeldelseMobil og tablets

Motorola Moto G6 Plus

Det handler oftest om at få meget for pengene, men er det nu også tilfældet med Moto G6 Plus?

Moto G6 Plus har hurtigt gået hen og blevet kaldt den bedste til prisen. På mange måder lever den op til det ry, men alt har sin pris, og det gælder også Moto G6 Plus. Hvornår skal man gå efter den billigste løsning, og hvornår skal man investere lidt mere? Jeg vil forsøge at komme med mit bud på, hvad der vil være den rette beslutning, alt efter hvilken type forbruger man er.

Design med karakter

Selv de billigste telefoner der bliver lavet nu til dags, har meget til fældes med de aller største, når det kommer til designet. Man skal være lidt af en mobilentusiast, hvis man skal kunne spotte en billig fra en dyr – det samme gælder Moto G6 Plus. Glas pryder bagsiden såvel som fronten, og der er endda buet glas bag på, som hjælper med komforten i hånden. Kameraet på bagsiden er nok det eneste der, bogstavelig talt, kan skræmme en væk – det er ikke kønt. Moto G6 Plus er den glatteste telefon i mands minde, så brug endelig det cover der følger. Et stort plus til prisen er, at den kan tåle regn.

Alt hvad man har brug for

På fronten sidder der en 5.9 tommers skærm i fuld HD opløsning. Det er med LCD teknologi, men i denne prisklasse bliver det aldrig et klagepunkt. Resten af fronten er ellers meget neutral. Det betyder, at skærmen ikke går helt ud til kanterne, og at der heller ikke er nogen notch eller andet fancy – og det behøves skam heller ikke. Skærmen er beskyttet af Gorilla Glass 3, som ikke er det mest holdbare glas på markedet. Højtaleren er til gengæld placeret på fronten, hvor vi tit ser den være placeret i bunden. Det giver en rigtig rar oplevelse med streaming og den slags. 

Ikke for storforbrugere

Brugerfladen er klassisk Motorola. Stort set ren Android med en lille implementering af et par funktioner, der sagtens kan være rigtig brugbare. Processeren er en beskeden Snapdragon 630, som i bund og grund betyder, at det er langt fra de dyre telefoner. Til prisen havde alt andet også været underligt. Det er dog alligevel her, at jeg synes, at man lige skal vurdere, hvilken type forbruger man er. Det går nemlig ikke altid lige stærkt, og er man i gang med mange ting på en gang, så kan man godt blive lidt langhåret en gang i mellem. Til moderat forbrug vil man formentlig være rimelig tilfreds. 

Der spares altid på kameraet

Kameraet er altid der, hvor der bliver sparet, når det kommer til lavpris-klassen. Moto G6 Plus er ingen undtagelse. Godt nok får man to kameraer på bagsiden, som giver de populære portrætter med sløret baggrund, men udfaldet bliver sjældent særlig godt. Er man i forvejen en der gerne vil tage gode portrætbilleder, så skal man nok kigge efter noget andet. Til de fleste scenarier i dagslys er kameraet tilstrækkelig godt, og har man ikke de store krav, så klarer Moto G6 Plus opgaven fint. Til sidst skal det nævnes, at ingen af de selfies jeg har taget med Moto G6 Plus, har klaret cuttet til de sociale medier – der er igen blevet sparet. Når alt dette er sagt, så er kameraet stadig udemærket til prisen, man skal bare ikke forvente noget særligt på trods af de to kameraer. 

 

Imponerende batteri

Batteriet er faktisk ikke så stort på papiret, men det holder afsindigt godt. Med kun 3.200 mAh er det faktisk ret imponerende, at man kan få halvanden dag på en opladning. Flere andre producenter kæmper med mere end en dags brug, så her gør Motorola noget rigtigt. Android er de seneste år blevet betydeligt bedre til at optimere batteritiden, og på Moto G6 Plus er man med på Android version 8.0 Oreo. Desværre lader det til, at man ikke får mere end en enkel stor opdatering. Det kan gå hen og begrænse levetiden på Moto G6 Plus. 

Den bedste til prisen?

Er Moto G6 Plus den bedste til prisen? Man kan i hvert fald roligt sige, at man til prisen ikke kan klage. Som jeg nævnte tidligere, så handler det nok mest om at vurdere, hvor ens behov ligger. Er man moderat bruger med begrænsede behov til kameraet, så er Moto G6 Plus et fornuftigt køb. Jeg er dog stadig lidt nervøs for, hvordan den er at bruge om to år. Har man lidt højere krav, så vil et klogt valg være at kigge lidt højere op af prisstigen. Den man bør holde øje med er, efter min mening, OnePlus 6. Her får man den hurtigste Android brugerflade, med store opdateringer i minimum to år, et betydeligt bedre kamera på bag- og frontside og en bedre skærm. Til 1.600 kroner mere er det godt givet ud. 

Moto G6 Plus

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.296 kr.

Er man moderat bruger med begrænsede behov til kameraet, så er Moto G6 Plus et fornuftigt køb, men har man lidt højere krav, så vil et klogt valg være at kigge lidt højere op af prisstigen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.