×
Routere

Netgear Orbi RBK53

Netgear Orbi leverer ekstremt god og stabil dækning - men du kommer til at betale for herligheden

Mesh er det nye sort når vi taler om netværk – og der er ingen tvivl om, at der er god grund til, at vi allesammen kæmper en brav kamp for at få bedre wifi – det er efterhånden lige så vigtigt at have stabilt wifi som en stabil vandforsyning – og livet er for kort til dårligt netværk. Netgear var, for nogle år siden, nogle af de første med et “rigtigt” Mesh-netværk med deres Orbi produkter. I den nye version, som vi har fået til test, Orbi RBK53 (eller RBK50 hvis du køber en udgave med to enheder, i stedet for tre.), er systemet opgraderet til AC3000 standarden – og i versionen vi har fået til test med tre enheder dækker systemet op til 700m2 siger Netgear.

Stort design

Mange af de nye Mesh routere – eksempelvis Google Wifi (som vi har anmeldt her) er ganske små og relativt diskrete. Det er ikke tilfældet med Orbi. Det er nogle ret store enheder, faktisk, og hvor man har fornemmelsen af, at Google netværket er en slags mobile enheder, der får strøm igennem USB-C, så er Orbi en helt anden fisk med “rigtige” strømforsyninger og et meget større design.

På bagsiden af enhederne – ja, alle tre – finder man hele 4 ethernetporte. Det er en kæmpe fordel, for selv om vi allesammen åh-så-gerne ville have at alt er trådløst – så er det simpelthen bare ikke tilfældet. Der er masser af hubs til IoT ting der kræver ethernet, ligesom de fleste streamingenheder simpelthen bare fungerer bedre når de er forbundet med en ledning. 

På bagsiden af hovedenheden er der tre porte du kan bruge til dine forskellige hubs – og der er fire bag på satelitterne.

Udover de mange ethernetporte er der også en USB 3.0 indgang. Det ville være dejligt at man kunne tilføje en harddisk og bruge Orbi som netværksserver, men i stedet må man nøjes med at kunne tilføje en netværksprinter. Det er stadig bedre end hvad de fleste af konkurrenterne kan levere, men muligheden for at tilslutte en USB harddisk ville stadig have været rigtigt dejligt. (Jeg har selvfølgelig prøvet, selv om det ikke understøttes officielt – men der sker intet…)

Let setup

Der er flere måder at sætte Orbi RBK53 systemet op – men det letteste er at bruge den mobile app, hvilket jeg også gjorde. Og det er en relativt smertefri proces. Den kræver selvfølgelig, at du i første omgang har sat routeren fra din internetudbyder i “bridge-mode”, men det gøres ret let hos de fleste udbydere. Dernæst kobles Orbi hovedenheden til det der nu reelt bare er et modem via et ethernetkabel – som Netgear naturligvis har tilføjet i pakken.

Efter det er det bare at installere appen og følge en simpel guide der også viser dig, hvordan du sætter satelitter(r) op.. I min opsætning gik intet galt og jeg var på indenfor knap 5 minutter. Appen er veldesignet og pædagogisk, så der er ikke så meget bøvl.

Let there be wifi

Grunden til at jeg bruger et Mesh-netværk i en 90m2 lejlighed på Vesterbro er ikke, at en “almindelig” router ikke i realiteten burde kunne klare opgaven. Men mængden af interferens fra flere hundrede lokale wifi-netværk gør, at mit signal bliver ekstremt meget ringere indenfor bare få meter – også selv om jeg skifter kanal. Derfor gælder det om at have noget, der “skriger” højere end resten af banden, og det må jeg sige at Orbi RBK53 leverer – og mere til.

En test af min forbindelse fra skrivebordet til en Hiperserver gav et resultat, der var ret forbløffende når man tager i betragtning, at det var igennem wifi og ikke en direkte ethernetforbindelse: 665Mbit ned og 162Mbit op. Efterfølgende snakkede jeg kort med Hipers kundeservice, der faktisk aldrig har målt et bedre resultat via wifi. 
Tester jeg via iPhone appen får jeg hastigheder der konsekvent ligger omkring 6-700 Mbit ligegyldigt hvor i lejligheden jeg befinder mig. Jeg gætter på, at jeg ville kunne få rigtigt gode hastigheder selv om jeg skulle dække et stort hus – i hvert fald, hvis der ikke var problemer med interferens. Orbi RBK53 leverer altså en ydelse, de færreste routere kan konkurrere med.

God app

Godt nok vil Netgears Orbi app nok ikke tilfredsstille de mest krævende brugeres behov for avancerede indstillinger. Ikke desto mindre er den alt nok til langt de fleste. Du kan sætte en hel bunke forskellige indstillinger, og forældre kan bruge Circle funktionaliteten som er leveret i samarbejde med Disney – hvilket jeg dog personligt finder en smule underligt. Hvad skal Disney dog rode med den slags for? Under alle omstændigheder kan du formentlig være sikker på, at ungerne ikke får blokeret et afsnit af en Disneyserie. Og når min skepsis overfor sammenblandingen af brands så har lagt sig, så ser det ud til at fungere ganske udmærket, selv om funktionen kræver at du downloader en speciel Circle App. Du får masser af forskellige muligheder for at spærre for og holde øje med børnenes brug af internet.

Derudover kan du holde øje med den generelle trafik og få en bunke information om netværket, inklusiv hvilke enheder der er forbundet til hvilken satellit. Det kan være rigtigt praktisk, hvis der problemer med hastigheden – for eksempel havde jeg problemer med min Chromecast, der ofte mistede forbindelsen. Jeg flyttede en af satellitterne tættere på så den koblede op på den i stedet – og bum, så var der ingen problemer overhovedet. Smart og let.

Dyrt som bare…

Hvis jeg virkelig skal komme efter noget ved Orbi sættet er det det heftige prisskilt der sidder på æsken. Over 4.000 kr. er altså rigtigt, rigtigt mange penge. Og selv om jeg generelt gerne vil betale for at få en god netværksinfrastruktur i hjemmet – og Orbi RBK53 er noget af det bedste – ja, så synes jeg prisen er i overkanten. Vi har før testet RBR20 systemet. For rigtigt mange vil det være alt nok, og prisen er en helt anden.

Orbi RBK53 er et af de allerbedste Mesh systemer vi nogensinde har testet, og kostede det 1.000 kr. mindre var det en no-brainer og jeg ville give det en “løb ud og køb det nu”-anbefaling. Men til 4.190 kr. er det lidt svært at give en uforbeholden anbefaling, men så alligevel; hvis du vil have fuld knald på netværket – altså VIRKELIG fuld knald på, selv under svære forhold, så er RBK53 helt klart værd at kigge på. Også selv om tegnebogen må bløde.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.