Apple brugte ikke meget tid på CarPlay under præsentationen af iOS 27. Men bag kulissen er der flere nyheder på vej til bilister, der bruger iPhone i bilen.
Det handler ikke om store visuelle armbevægelser. Det handler mere om de små ting, der kan gøre CarPlay mindre irriterende i hverdagen. Bedre musikstyring, mere præcis navigation, færre forbindelsesproblemer – og bedre mulighed for at bruge bilens store skærm, når bilen holder stille.
Musikken bliver lettere at styre
En af de mest synlige nyheder er en ny mini-afspiller, der kan ligge oven på eksempelvis kortvisningen. I praksis betyder det, at man kan skifte nummer, pause eller se, hvad der spiller, uden at forlade navigationen. Det er især smart, hvis man kører med Apple Maps, Google Maps eller Waze og ikke vil miste overblikket over ruten. Mini-afspilleren ventes at fungere på tværs af lydapps, så den ikke kun er forbeholdt Apple Music.
Podcast og lydbøger får endelig en vigtig funktion
CarPlay får også bedre styring af lange lydfiler. I iOS 27 får “Afspiller nu”-skærmen en egentlig tidslinje, så man kan spole mere præcist frem og tilbage. Det lyder banalt, men for alle der lytter til podcasts, lydbøger eller lange YouTube-agtige lydspor i bilen, kan det gøre en stor forskel.
I stedet for at trykke sig frem i grove hop kan man finde et bestemt tidspunkt i udsendelsen direkte på bilens skærm. Det kan også mindske fristelsen til at gribe efter mobilen under kørslen.
Navigationen skal blive mere præcis
Apple arbejder også på bedre GPS- og retningspræcision i CarPlay. Det er især relevant i byer med høje bygninger, parkeringshuse, tunneller og andre steder, hvor GPS-signalet kan blive upræcist. Her kan CarPlay i dag finde på at placere bilen lidt forkert, hvilket kan betyde forkerte sving, irriterende omberegninger og upræcise ankomsttider. For bilisten er det måske den mindst sexede nyhed – men potentielt en af de mest nyttige.
Trådløs CarPlay skal være mere stabil
Mange kender problemet: Trådløs CarPlay virker perfekt den ene dag og nægter at forbinde den næste. Med iOS 27 skulle Apple have fokus på at gøre forbindelsen mellem iPhone og bil mere stabil. Det gælder både Bluetooth- og Wi-Fi-delen, som tilsammen får trådløs CarPlay til at fungere.
Apple har ikke lovet mirakler, men hvis forbedringerne holder, kan det betyde færre afbrudte forbindelser og mindre bøvl, når man sætter sig ind i bilen. Det bliver kun vigtigere, efterhånden som flere biler dropper kabel og i stigende grad bygger infotainmentsystemet op omkring telefonen.

Video i CarPlay bliver mere brugbart
Den femte nyhed handler om video. Apple har allerede åbnet for video i CarPlay, men kun når bilen holder stille. I iOS 27 bliver funktionen udvidet, så udviklere kan lave apps, hvor man kan browse og afspille video direkte via CarPlay-skærmen – stadig kun når bilen er parkeret.
Det kan være relevant, hvis man venter på børnene efter skole, holder pause på en langtur eller sidder ved en lader og gerne vil bruge bilens store skærm til film, serier eller korte videoer. Begynder bilen at køre, slukker videoen automatisk, mens lyden kan fortsætte. Dermed kan man eksempelvis høre videre på en videopodcast eller sportsudsendelse uden at få levende billeder foran sig under kørslen.
iOS 27 ventes først i endelig udgave senere på året. Som altid kræver de nye CarPlay-funktioner både en kompatibel iPhone – og i nogle tilfælde også en bil, der understøtter den konkrete funktion.











