Meta forbereder sig på at udvide sin portefølje af smarte briller med en ny model i samarbejde med solbrillemærket Oakley. Flere opslag på sociale medier mandag den 16. juni viser logoerne fra Meta og Oakley side om side, hvilket lægger op til en officiel afsløring af det nye produkt den 20. juni. Og alt tyder på, at der er tale om et sæt Oakley-mærkede smartbriller beregnet på sport.
Meta har allerede erfaring med smarte briller via samarbejdet med Ray-Ban. De eksisterende Ray-Ban Meta Smart Glasses tilbyder blandt andet mulighed for at tage billeder og optage video, modtage opkald og afspille musik – alt sammen håndfrit. Derudover er brillernes AI-assistent i stand til at give brugeren informationer om omgivelserne. Den funktionalitet ser nu ud til at komme i en sportsorienteret udgave med Oakley-branding.
Fokus på sportsudøvere
Hvis rygterne holder stik, bliver de nye smartbriller bygget på Oakleys Sphaera-model – et sæt performance-solbriller med stor popularitet blandt cykelryttere og atleter. Det ville være et oplagt udgangspunkt for Meta, som i forvejen forsøger at gøre teknologien mere tilgængelig og brugbar i hverdagen, ikke mindst for personer, der har hænderne optaget.
Artiklen fortsætter efter annoncen

