Apple kaldte Vision Pro starten på en ny æra. I stedet blev det årets største floppede luksusbrille. Nu forsøger Samsung at tage stafetten med Galaxy XR – et headset udviklet i samarbejde med Google og Qualcomm, som adresserer præcis de svagheder, Vision Pro blev kritiseret for: pris, vægt og lukkethed.
“Til omkring 1.800 dollar – halvdelen af Vision Pros pris – føles Galaxy XR som et teknologisk kup,” skriver Engadget-journalist Sam Rutherford efter sin første test. “Det er skarpere, lettere og mere behageligt end Apples headset”.
Galaxy XR vejer 545 gram – over 100 gram mindre end Apples første Vision Pro, og næsten 250 gram lettere end den nye M5-version. Samsung har også udstyret headsettet med en tykkere pandepude og et enkelt drejegreb, så det sidder markant bedre under længere sessioner.
Indeni driver Qualcomms Snapdragon XR2+ Gen 2 to micro-OLED-skærme med 4K-opløsning pr. øje. “Billedet er det bedste, jeg nogensinde har set i et headset – bedre end Vision Pro og tæt på professionelle VR-systemer til over 10.000 dollar,” siger Rutherford.
Åbenhed og AI i centrum
Mens Apple kører sit eget VisionOS, er Galaxy XR den første enhed med Android XR, en ny platform bygget af Google med AI-assistenten Gemini som central styring. Det betyder, at du kan bruge både stemme og håndbevægelser til at styre alt – uden at sige “Hey Google” først.
“Du kan bare begynde at tale, og Gemini lytter,” forklarer Rutherford. “Det føles for første gang, som om vi er tæt på Star Trek-øjeblikket, hvor du bare beder computeren om noget – og det sker.”
Android XR giver desuden adgang til hele det velkendte Android-økosystem – fra YouTube og Google Maps til Android-spil og PC-streaming. Samsung lover omkring to timers batteritid, og headsettet kan oplades, mens det bruges.
En pakke fyldt med lokkemad
For at gøre købet endnu mere fristende, følger der et såkaldt Explorer Pack med: 12 måneders adgang til Google AI Pro, YouTube Premium, Google Play Pass og endda NBA League Pass.
Galaxy XR er stadig et stort headset – og det er stadig uklart, om mixed reality bliver hvermandseje. Men som teknologisk statement markerer det et skift: Samsung og Google vil ikke længere lade Apple definere fremtidens briller.
“Det her er ikke bare et billigere Vision Pro,” konkluderer Rutherford. “Det er et bedre bud på, hvordan mixed reality burde føles i 2025.”
Samsung Galaxy XR er allerede klar til bestilling i USA og i Korea. Om det kommer til Europa – og altså Danmark – er uvist. Herunder specifikationerne:
| Kategori | Specifikationer |
|---|---|
| Hukommelse og lager | 16 GB RAM 256 GB lagerplads |
| Skærm | Opløsning: 3.552 x 3.840 (27 mio. pixels) Micro-OLED med 6,3 µm pixelafstand Farverum: 95 % DCI-P3 Opdateringshastighed: 60 Hz / 72 Hz (standard) / 90 Hz (ved serviceanmodning) Synsfelt: 109° horisontalt / 100° vertikalt |
| Chip | Qualcomm Snapdragon XR2+ Gen 2 |
| Kamera | Understøtter 3D-foto og videooptagelse 18 mm / f/2.0 6,5 MP (kan variere efter brugsscenarie) |
| Sensorer | 2 højopløselige passthrough-kameraer 6 udadvendte tracking-kameraer 4 øjensporingskameraer 5 inertimåleenheder (IMU’er) 1 dybdesensor 1 flimmersensor |
| Biometrisk låsning | Irisscanner – Bruges til at låse enheden op og indtaste adgangskoder i apps |
| Lyd | 2-vejshøjttalere (woofer + diskant) 6 mikrofoner med beamforming-funktion |
| Understøttede lydformater | MP3, AMR-NB/WB, AAC/AAC+/eAAC+, Vorbis, FLAC, Opus, Dolby Digital (AC3), Dolby Digital Plus (E-AC3), Dolby ATMOS (E-AC3 JOC, AC4) |
| Videoafspilning | Op til UHD 8K (7.680 × 4.320) ved 60 fps Understøtter HDR10 og HLG Formater: H.263, H.264, HEVC, MV-HEVC, MPEG-4, VC-1, VP8, VP9, AV1 |
| Batteri | Op til 2 timers generel brug* Op til 2,5 timers videoafspilning** Kan bruges, mens det oplades *Testet med Wi-Fi, YouTube, Chrome og Google Meet. **Videoafspilning testet med 2D-YouTube-indhold. |
| Forbindelse | Wi-Fi 7 (802.11 a/b/g/n/ac/ax/be) Bluetooth 5.4 |
| Synsafstand (IPD) | Justerbar 54–70 mm |
| Synskorrektion | Understøtter optiske indsatser (sælges separat) |
| Vægt | 545 g (med pandepude)* Eksternt batteri: 302 g *Målt uden lysafskærmning og pudejusteringer. |










