Google ruller i disse dage en omfattende opdatering ud til Gemini i Google Home – og den ligner et direkte svar på de frustrationer, mange brugere længe har haft med stemmestyringen. Fejl, misforståelser og mærkelige handlinger i hjemmet bliver rettet, og ifølge Google selv bliver både præcision og stabilitet markant forbedret.
Det handler i bund og grund om noget helt basalt: At dit smarte hjem faktisk gør det, du beder om.
Google Home bliver klogere på dine kommandoer
Google melder ud, at Gemini for Home nu i langt højere grad forstår kontekst – både når det gælder enheder, placering og brugerens hensigt. Tidligere kunne en kommando som “Sluk køkkenet” resultere i, at både lamper, stik og tilfældige tilkoblede enheder blev slukket. Nu rammer kommandoen kun lyset i det pågældende rum.
Siger man “Sluk alle lys”, sørger systemet nu for kun at reagere inden for hjemmets egne rammer – og ikke på tværs af lokationer, som tidligere har skabt forvirring for brugere med flere adresser knyttet til kontoen. Gemini forstår også enheder, selv hvis deres type ikke indgår i navnet. En lampe kaldet “Hjørnet” bliver altså genkendt som en lampe – ikke som et mystisk objekt.
Samtidig strammes adressehåndteringen op, så systemet konsekvent bruger den primære hjemmeadresse fra appen.
Færre afbrydelser – og bedre daglig drift
Et andet kritikpunkt har været, at assistenten afbryder brugeren midt i sætninger. Ifølge Google bliver antallet af disse afbrydelser “betydeligt reduceret”. Også de helt dagligdags funktioner – påmindelser, noter og timere – bliver forbedret. Google beskriver selv den generelle stabilitet som markant styrket.
Brugeroprettede rutiner bliver mere pålidelige, og svar på generelle spørgsmål løftes via opdaterede Gemini-modeller. Musikafspilning får også et løft, særligt når det gælder helt nye udgivelser, som tidligere kunne være svære at finde korrekt.
For abonnenter på Google Home Premium Advanced bliver det muligt at stille spørgsmål om hjemmets aktuelle status via Nest-kameraer. Funktionen, kaldet “Live Search”, gør det eksempelvis muligt at spørge, hvad der foregår i indkørslen netop nu.
Samtidig bliver understøttelsen af Nest x Yale Lock gjort bredt tilgængelig.
Også netværket opgraderes. En marts 2026-opdatering til Nest Wifi Pro ruller ud med forbedret mesh-ydeevne, hvilket kan give mere stabil dækning i større boliger. Derudover introducerer Google nye “automation starters”. Brugere kan nu bygge automatiseringer baseret på flere konkrete scenarier – for eksempel når alarmsystemet aktiveres, hvis en enhed sættes i strøm, eller hvis en Pixel Tablet ikke er sat i dock inden klokken 21.
Mindre irritation – mere kontrol
Opdateringen ligner et forsøg på at gøre op med de små, men konstante irritationer, der ofte står i vejen for den smarte boligoplevelse. For mange brugere handler det ikke om nye funktioner, men om at de eksisterende endelig fungerer, som de skal.
Googles supportsider er endnu ikke fuldt opdateret med alle detaljerne, men ændringerne er allerede ved at rulle ud., skriver 9to5google.












