Lego har efterhånden gjort det til en kunstform at få voksne mennesker til at rydde spisebordet i flere dage ad gangen. Nu kommer et byggesæt, der kræver mere end en fri weekend. Det nye Lego Architecture Sagrada Família består af hele 12.060 klodser og er dermed det største Lego-byggesæt nogensinde målt på antal elementer. Modellen er inspireret af Antoni Gaudís berømte basilika i Barcelona og lanceres i året, hvor det er 100 år siden arkitektens død.
For Lego-fans, arkitektur-nørder og alle med en svaghed for Barcelona er det her ikke bare en souvenir. Det er en miniatureudgave af et af verdens mest vilde byggeprojekter – og et samlerobjekt med en pris, der også kræver lidt planlægning.
Bygges som den rigtige basilika
Lego har ikke blot lavet en pæn model af Sagrada Família. Selve byggeprocessen er konstrueret, så den følger basilikaens egen historie. Man begynder med apsis og krypten, fortsætter med Gaudís oprindelige Fødselsfacade og den dramatiske Passionsfacade, før byggeriet rejser sig med kirkeskib, sakristi og seks tårne. Til sidst samles modellen med den østlige sakristi og Herlighedsfacaden.
Artiklen fortsætter efter annoncen




