Apple satser på AI, design og sammenhæng på tværs af hele økosystemet

iOS 27, iPadOS 27, macOS 27 og resten af Apples nye styresystemer viser, hvor virksomheden vil hen de kommende år

Da Apple mandag indtog scenen ved årets WWDC-udviklerkonference, var det ikke en “bare” den nye udgave af iOS eller MacOS, der stjal opmærksomheden. I stedet handlede præsentationen om noget langt mere grundlæggende: Fremtiden for hele Apples softwareplatform.

Med lanceringen af iOS 27, iPadOS 27, macOS 27, watchOS 27, tvOS 27 og visionOS 27 fortsætter Apple den strategi, der for alvor tog fart sidste år. Kunstig intelligens skal være en naturlig del af oplevelsen, designet skal være ensartet på tværs af enheder, og forskellene mellem iPhone, iPad og Mac skal gradvist udviskes. Den måde de nye styresystemer blev annonceret på i sig selv var et vink med en vognstang; i stedet for at gå i detaljer med hvert styresystem gik Apple igennem features – men med henvisninger til alle de forskellige enheder. Så når det handlede om sikkerhed var der eksempler fra både iOS og MacOS og den nye, klogere Siri blev vist på både macOS, iOS og visionOS.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Der var masser af nye funktioner under præsentationen, men ser man på det samlede billede, var der tre gennemgående temaer: Apple Intelligence, det videreudviklede Liquid Glass-design og en stadig tættere integration mellem virksomhedens forskellige produkter.

Apple Intelligence får en hovedrolle

I 2024 introducerede Apple sin egen AI-platform under navnet Apple Intelligence. Dengang var det tydeligt, at Apple stadig var ved at finde sin plads i et marked, hvor OpenAI, Google og Microsoft allerede havde sat dagsordenen. Derefter har det været klart, at Apple ikke har leveret på det, de reelt sagde de ville – indtil nu, altså.

I år virkede virksomheden nemlig langt mere sikker på retningen.

Apple Intelligence er ikke længere noget, der kun eksisterer i enkelte funktioner. I stedet er AI blevet vævet ind i oplevelsen på tværs af styresystemerne. Siri bliver mere kontekstbevidst, oversættelse foregår i realtid flere steder i systemet, og intelligente funktioner dukker op i alt fra beskeder til produktivitetsværktøjer.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Apple lægger samtidig fortsat vægt på, at en stor del af behandlingen foregår direkte på enheden. Det skal både forbedre privatlivet og reducere behovet for at sende personlige oplysninger til eksterne servere.

Selvom Apple stadig ikke fremstår lige så aggressiv på AI-fronten som nogle af konkurrenterne, er der ingen tvivl om, at Apple Intelligence nu er blevet et centralt element i virksomhedens fremtidige strategi. Og til forskel fra tidligere er der nu reelle funktioner i de nye versioner af software på de forskellige platforme.

Liquid Glass er kommet for at blive

Et af de mest synlige elementer i de nye styresystemer er den seneste udvikling af Apples Liquid Glass-design.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Designsproget blev introduceret for alvor sidste år og markerede den største visuelle forandring i Apples software i mange år. Reaktionerne var blandede. Nogle brugere elskede det mere levende og moderne udtryk, mens andre kritiserede gennemsigtigheden for at gå ud over læsbarheden.

Apple har tydeligvis lyttet til kritikken.

I de nye versioner er designet blevet mere modent og mere kontrolleret. De gennemsigtige elementer er fortsat en central del af oplevelsen, men de virker mindre påtrængende og bedre integreret i brugerfladen. Resultatet er et design, der stadig føles moderne, men som samtidig fremstår mere praktisk i hverdagen.

Det interessante er dog ikke de enkelte visuelle ændringer. Det interessante er, at Apple nu har skabt et designsprog, som går igen på tværs af iPhone, iPad, Mac, Apple Watch, Apple TV og Vision Pro. Uanset hvilken enhed man bruger, er oplevelsen blevet mere ensartet.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

iOS 27 er fortsat den vigtigste opdatering

Selvom WWDC omfatter hele Apples økosystem, er det stadig iOS 27, der kommer til at påvirke flest mennesker.

Apple har opdateret flere af de apps og funktioner, som millioner af brugere benytter hver eneste dag. Telefon, Beskeder, Kamera og en række andre centrale dele af systemet har fået nye muligheder og forbedringer.

Meget af fokus ligger naturligt omkring Apple Intelligence, men Apple har samtidig arbejdet på at gøre oplevelsen mere strømlinet. Flere funktioner kræver færre tryk, og informationer bliver i højere grad præsenteret på det tidspunkt, hvor brugeren har brug for dem. Det hele kræver også mindre, så det virker også med “gamle” telefoner – fra iPhone 11 og frem – og du vil generelt opleve en hurtigere og mere flydende oplevelse på dine telefon, dit Apple TV og Macs.

Det er måske ikke den type ændringer, der skaber de største overskrifter, men det er netop den slags forbedringer, som mange brugere vil lægge mærke til i dagligdagen.

Apple vil have én samlet platform

Ser man tilbage på årets WWDC, er det svært at pege på én enkelt funktion, der alene definerer præsentationen. I stedet handler det om helheden.

Apple arbejder målrettet på at skabe en oplevelse, hvor iPhone, iPad, Mac, Apple Watch, Apple TV og Vision Pro føles som dele af den samme platform. Designet er fælles, AI-funktionerne er fælles, og flere funktioner bevæger sig ubesværet mellem enhederne.

Det er en strategi, som måske ikke virker lige så spektakulær som lanceringen af et helt nyt produkt. Til gengæld kan den få stor betydning for, hvordan Apples økosystem udvikler sig de kommende år.

WWDC 2026 vil derfor sandsynligvis blive husket mindre for enkelte funktioner og mere for den retning, Apple har valgt. En retning hvor kunstig intelligens, tæt integration og et fælles designunivers skal binde virksomhedens produkter endnu tættere sammen.

Kommer ikke til EU

Indtil videre vil mange af de nye funktioner ikke bare ikke komme på dansk – men heller ikke i hele EU. Det skyldes EU’s ganske omfattende krav til, hvordan tech-giganterne håndterer privatliv for brugerne. Apple siger selv, at de arbejder hårdt på at få godkendelse i EU, så brugere på vore breddegrader også kan få udbytte af de nye produkter.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.