RAM-producenter anklages for ulovlige prisaftaler

Samsung, SK Hynix og Micron sidder tungt på markedet for RAM. Nu beskyldes de i et amerikansk søgsmål for at have begrænset udbuddet og presset priserne op – mens AI-industrien støvsuger markedet for hukommelse.

Det er ikke kun kunstig intelligens, der gør elektronik dyrere. Nu bliver verdens tre største producenter af RAM anklaget for selv at have hjulpet prisfesten på vej. Samsung, SK Hynix og Micron er ramt af et amerikansk gruppesøgsmål, hvor private forbrugere og virksomheder beskylder selskaberne for at have manipuleret markedet for DRAM – den type arbejdshukommelse, der sidder i alt fra computere og spillekonsoller til telefoner og servere.

Ifølge søgsmålet har de tre selskaber ikke bare skruet ned for produktionen af ældre og mere almindelig RAM som DDR3 og DDR4. De skal også have flyttet kapacitet over mod HBM, en dyrere og mere avanceret type hukommelse, der især bruges i AI-datacentre.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

AI-boomet sluger hukommelsen

Med andre ord: Mens almindelige forbrugere betaler mere for pc’er, konsoller og anden elektronik, løber AI-selskaberne med den mest eftertragtede hukommelse.

Sagsøgerne kalder markedet for et “oligopol” og hævder, at de tre selskaber i praksis kan styre udbuddet, fordi nye konkurrenter ikke bare kan bygge en DRAM-fabrik fra den ene dag til den anden. Det kræver milliarder, specialudstyr og mange års knowhow.

Det er en alvorlig anklage – men foreløbig også kun en anklage. Der er ikke faldet dom, og de stigende priser kan også forklares med et meget reelt pres fra AI-boomet, hvor techgiganter binder enorme mængder hukommelse i lange aftaler.

Det kan ramme din næste pc eller konsol

Men sagen rammer ned i et ømt punkt for forbrugerne. Apple har netop hævet priserne med op til 50 procent. Microsoft har varslet nye prisstigninger på Xbox-konsoller og peger selv på, at priserne på hukommelse og lager er steget markant. Også andre elektronikproducenter har hævet priserne, og hvis RAM-markedet fortsætter i samme retning, kan næste pc, konsol eller mobil blive endnu dyrere.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Samsung og SK Hynix har desuden en grim historik på området. I 2005 blev Samsung ramt af en bøde på 300 millioner dollar i en amerikansk sag om prisaftaler på DRAM. Hynix indgik også forlig dengang, mens Micron slap billigere ved at samarbejde med myndighederne.

Derfor er det nye søgsmål ikke bare endnu en teknisk sag om chipproduktion. Det er et spørgsmål om, hvem der i sidste ende betaler regningen for AI-kapløbet. Indtil videre peger svaret på forbrugerne.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Via
Law360
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.