Elektronik

Samsung lancerer lynhurtig SSD til 22.000 kroner

Samsung skruer markant op for hastigheden på sine bærbare SSD’er. De nye P9 og P7 får USB4 og op til 8 TB lagerplads – men især topmodellen bliver en kostbar fornøjelse.

SSD

Eksterne SSD’er er efterhånden blevet så hurtige, at forbindelsen til computeren kan være flaskehalsen. Det forsøger Samsung nu at gøre noget ved med de nye P9 og P7, som netop er blevet præsenteret på Gamescom i Köln. Topmodellen P9 kan læse data med op til 4.000 MB/s og skrive med op til 3.800 MB/s via USB4. Det er omtrent dobbelt så hurtigt som Samsungs T9, der topper omkring 2.000 MB/s.

Det betyder blandt andet, at SSD’en ifølge Samsung kan bruges til direkte optagelse af video helt op til 12K – et temmelig nichepræget behov, men også et billede på, hvor meget ydelsen er rykket.

8 TB bliver uforskammet dyrt

P9 kommer med op til 8 TB lagerplads, og Samsung kalder den verdens første bærbare USB4-SSD med den kapacitet og hastigheder på op til 4.000 MB/s. Prisen er dog derefter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

P9 starter ved 2.899 kroner for 1 TB, mens 8 TB-versionen får en vejledende pris på hele 22.699 kroner. 4 TB koster 11.399 kroner.

Den billigere P7 starter ved 2.499 kroner for 1 TB og ender på 19.299 kroner for 8 TB. Også den benytter USB4, men Samsung positionerer den som den mere almindelige model til blandt andet computere, telefoner, kameraer og spillekonsoller.

P7 er desuden testet til fald fra op til to meters højde samt stød og vibrationer.

Begge modeller lanceres globalt fra 31. august i størrelser på 1, 2, 4 og 8 TB, selv om Samsung oplyser, at ikke alle kapaciteter nødvendigvis bliver tilgængelige samtidig på alle markeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye SSD’er er teknisk imponerende, men med priser langt over, hvad de fleste vil betale for ekstern lagerplads, er især P9 i første omgang et produkt for professionelle – eller dem med et usædvanligt stort lagerbudget.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.