Elbiler

Porsche vil lave nye elbilbatterier af sine gamle

Gamle batterier fra elektriske Porsche-modeller kan i fremtiden ende i helt nye Porsche-batterier. Nu har tyskerne taget et vigtigt skridt mod et lukket kredsløb.

Porsche

Et gammelt elbilbatteri behøver ikke ende sine dage som en meget stor og meget dyr bunke elektronikskrot. Hos Porsche er planen noget mere cirkulær: Det gamle batteri skal helst blive til et nyt batteri.

Sammen med det tyske genanvendelsesfirma cylib har Porsche nu fremstillet nye battericeller, hvor det aktive materiale i katoden udelukkende består af råstoffer hentet ud af mærkets egne udtjente højvoltsbatterier.

Det gælder blandt andet lithium, nikkel, kobolt og mangan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en vigtig detalje, at Porsche taler om 100 procent genanvendt katodemateriale – ikke et batteri, hvor hver eneste skrue, separator og ledning er genbrugt. Men katoden indeholder nogle af batteriets mest værdifulde råstoffer, så det er netop her, der er meget at hente.

Fra gammel Porsche til ny Porsche

Projektet er i praksis et forsøg på at få batteriet til at spise sin egen hale. Når et Porsche-batteri ikke længere kan bruges, bliver materialerne skilt ad og behandlet, hvorefter råstofferne kan bruges til at fremstille nyt aktivt katodemateriale. Det nye materiale er nu blevet puttet tilbage i battericeller, som Porsche er i gang med at teste.

Ifølge Porsche viser de første forsøg, at metoden teknisk kan fungere. Det store spørgsmål er nu, om cellerne også kan levere den levetid, ydelse og kvalitet, der kræves, før metoden kan flytte fra forsøgsstadiet og ind i serieproducerede biler.

Det er ikke helt uvæsentligt, når bilerne har et Porsche-logo på snuden. Genbrug er fint, men køberen af en elektrisk Macan eller Cayenne vil næppe være imponeret, hvis det sker på bekostning af rækkevidde, ladehastighed eller batteriets levetid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op mod 90 procent kan hentes tilbage

Porsche har arbejdet sammen med cylib i flere år og investerede gennem Porsche Ventures i virksomheden i 2024.

Cylibs teknologi er baseret på en vandbaseret proces og kan ifølge selskabet genvinde mere end 90 procent af lithium, grafit, nikkel, kobolt og mangan fra batterierne. Virksomheden er samtidig ved at skalere teknologien fra forsøg til egentlig industri.

Siden maj har brugte højvoltsbatterier fra Porsche-centre i Tyskland allerede været sendt ind i systemet. De genvundne råmaterialer registreres, så de senere kan føres tilbage til Porsche og udvalgte samarbejdspartnere. Planen er, at materialerne kan begynde at indgå i produktionen af nye battericeller fra 2028.

Der er meget mere på spil end miljøet

For Porsche handler projektet ikke kun om at kunne sætte endnu et grønt flueben i årsrapporten. Lithium, nikkel og kobolt er globale handelsvarer, og bilproducenterne er i dag afhængige af lange og komplicerede forsyningskæder. Hvis en større del af råstofferne kan hentes ud af gamle europæiske batterier, bliver behovet for helt nye materialer tilsvarende mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan både mindske miljøbelastningen fra minedrift og gøre europæisk bilproduktion mindre følsom over for udsving og problemer på de globale råvaremarkeder. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at næste elektriske Porsche bliver billigere. Porsche har ikke sat tal på eventuelle besparelser, og genanvendelse i industriel skala kræver i sig selv store investeringer.

EU skruer samtidig op for kravene

Timingen er heller ikke tilfældig. EU’s batteriforordning betyder, at nye elbilbatterier fra 18. august 2031 som minimum skal indeholde 16 procent genanvendt kobolt samt 6 procent genanvendt lithium og nikkel. Samtidig stilles der stadig skrappere krav til, hvor stor en del af råstofferne der skal kunne genvindes fra gamle batterier.

MERE OM SAMME EMNE:

For bilproducenterne er genanvendelse derfor på vej fra at være et sympatisk sideprojekt til at blive en del af selve batteriforretningen.

Og hvis Porsches forsøg lykkes i stor skala, kan fremtidens elbil få en lidt anderledes form for stamtavle: Noget af batteriet i din nye Porsche kan meget vel have tilbragt sit tidligere liv under gulvet i en gammel Porsche.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.