Teknologi

Højeste elpriser i fire år

September blev den dyreste elmåned siden 2022. Og fra 1. oktober gør vintertarifferne det endnu dyrere at bruge strøm i de travle timer.

elpriser

September slutter med en kedelig milepæl for danske elkunder: Vi skal næsten fire år tilbage for at finde en måned med højere gennemsnitlige elpriser. I Vestdanmark, DK1, landede den gennemsnitlige spotpris i september på 1,05 kroner pr. kWh. Øst for Storebælt, i DK2, blev den 1,07 kroner.

Det er første gang siden energikrisen, at månedsprisen er kommet over én krone pr. kWh i begge danske prisområder. Sidst gennemsnittet var højere, var i december 2022.

Og udviklingen er gået stærkt. I august kostede strømmen i gennemsnit 0,94 kroner i DK1 og 0,95 kroner i DK2. På bare én måned er spotprisen dermed steget henholdsvis knap 12 og 13 procent. Der er vel at mærke tale om selve markedsprisen på strømmen. På den endelige elregning kommer blandt andet nettariffer, afgifter, elselskabets eventuelle tillæg og moms oveni.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gassen trækker strømmen med op

En væsentlig årsag skal findes langt fra de danske stikkontakter. Uroen omkring Hormuzstrædet har ramt de internationale gasleverancer og været med til at sende de europæiske gaspriser kraftigt op. I september har europæisk gas været handlet til over 80 euro pr. MWh – det højeste niveau i omkring tre år.

Det smitter af på elprisen. Når vindmøller og solceller ikke kan dække efterspørgslen, kommer dyrere produktion blandt andet fra gasfyrede kraftværker ind i markedet. Og så kan en høj gaspris hurtigt mærkes på strømmen. Det betyder dog ikke, at vi er tilbage i situationen fra 2022.

– Vi står heldigvis et helt andet sted end under energikrisen, siger Ellen Trolle, direktør for Norlys’ energiforretning.

Men september viser, hvor voldsomt priserne stadig kan bevæge sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra minuspris til over fem kroner

Mandag den 14. september kom månedens helt store chok. Omkring klokken 19 steg den rene elpris til cirka 5,50 kroner pr. kWh i Vestdanmark og 5,40 kroner i Østdanmark. Det var den højeste timepris i næsten to år. Men samme måned har strømmen også været gratis – eller ligefrem haft negativ markedspris.

På tværs af de to danske prisområder har prisen i september været over 2,50 kroner pr. kWh 20 gange. Præcis lige så mange gange har den været negativ. Det siger næsten mere om elmarkedet lige nu end månedsgennemsnittet: Det er ikke bare blevet dyrere. Forskellen mellem de dyre og billige tidspunkter er blevet enorm.

Onsdag den 30. september mellem klokken 13 og 14 koster spotstrømmen eksempelvis blot 11 øre pr. kWh i DK1 og 14 øre i DK2. For elkunder med en variabel aftale kan klokken derfor være næsten lige så vigtig som termostaten.

Særligt elbilen er oplagt at flytte til de billige timer, fordi den typisk sluger mange kilowatttimer på én gang. Det samme gælder i mindre skala for eksempelvis opvaskemaskine og vaskemaskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og fra 1. oktober bliver aftentimerne dyrere

Timingen er ekstra uheldig, fordi september samtidig er sidste måned med de billigere sommertariffer. Fra torsdag den 1. oktober skifter netselskaberne igen til vintertariffer. Det betyder, at prisen for at få strømmen transporteret hjem gennem elnettet stiger – især mellem klokken 17 og 21.

MERE OM SAMME EMNE:

Hos blandt andre N1, Radius og Cerius bliver nettariffen i de fire dyreste aftentimer mere end fordoblet sammenlignet med sommeren. Nattens lave tarif ændres derimod ikke. Dermed bliver rådet til elbilister endnu tydeligere hen over vinteren: Kan bilen vente med at lade til natten, kan der være markante besparelser at hente.

Sådan er elprisen steget i 2026

MånedDK1 – VestdanmarkDK2 – Østdanmark
Januar0,79 kr./kWh0,82 kr./kWh
Februar0,72 kr./kWh0,85 kr./kWh
Marts0,73 kr./kWh0,72 kr./kWh
April0,62 kr./kWh0,59 kr./kWh
Maj0,75 kr./kWh0,74 kr./kWh
Juni0,82 kr./kWh0,81 kr./kWh
Juli0,76 kr./kWh0,77 kr./kWh
August0,94 kr./kWh0,95 kr./kWh
September1,05 kr./kWh1,07 kr./kWh
Priserne er gennemsnitlige spotpriser og er ikke det samme som den samlede pris på elregningen.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER: