Elbiler

Polestar lover, at ny Polestar 2 giver baghjul til BMW i3 Neue Klasse

Næste Polestar 2 bliver lavere, sportsligere og teknisk langt mere ambitiøs. Den skal slå BMWs nye elektriske i3 Neue Klasse.

Polestar 2

Beskeden fra Polestar er ikke pakket ind i svensk beskedenhed. Når anden generation af Polestar 2 kommer i 2027, skal den ikke bare kunne følge med BMWs nye i3. Den skal være bedre. Det siger Joakim Rydholm, der er ansvarlig for køreegenskaber hos Polestar, i et interview med Auto Express.

– Vi skal slå den. Det er vi nødt til, lyder den kontante melding fra Rydholm om BMW i3. 

Det er en ganske høj barre, Polestar selv lægger op til. Den nye BMW i3 er nemlig en af de mest teknisk ambitiøse elbiler på markedet og den anden model på BMWs Neue Klasse-platform. Den kan allerede bestilles i Danmark, hvor i3 50 xDrive First Edition koster fra 619.900 kroner. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

BMW har sat barren højt

BMW i3 lokker blandt andet med 800 volt-teknologi, op til 400 kW lynladning og i den mest effektive konfiguration en foreløbig WLTP-rækkevidde på helt op mod 900 kilometer. Den danske i3 50 xDrive er opgivet til op til 892 kilometer, har 469 hk og kan hente strøm svarende til op mod 400 kilometers WLTP-rækkevidde på ti minutter ved den rette ladestander. 

Så hvis Polestar mener det alvorligt med at give BMW baghjul, skal næste Polestar 2 tage et meget stort teknologisk spring i forhold til bilen, vi kender i dag. Den nuværende Polestar 2 har et 400 volt-system, lynlader med op til 205 kW og klarer 10-80 procent på omkring 28 minutter. Den længstrækkende udgave er officielt opgivet til 659 kilometer. 

De konkrete tal for afløseren er endnu hemmelige.

Polestar 5 skal smitte af på lillebror

Til gengæld lover Polestar, at den nye 2’er skal låne erfaringer fra mærkets langt dyrere Polestar 5. Her peger Joakim Rydholm blandt andet på styring og undervogn som områder, hvor udviklingsarbejdet kan flyttes videre til kommende modeller. Det skal gøre Polestar 2 til en langt mere rendyrket sportslig sedan end den nuværende model. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop køreegenskaber bliver tilsyneladende et af de steder, hvor Polestar vil forsøge at ramme BMW. Det er ikke nogen tilfældig modstander. BMW 3-serie har i årtier været målestokken for sportslige firmabiler, og med den elektriske i3 forsøger tyskerne at føre samme opskrift ind i elbilalderen.

Lavere og længere

Også designet ændrer karakter. Den nuværende Polestar 2 er lidt af en mellemting mellem sedan, fastback og crossover. Afløseren ventes at komme tættere på asfalten og få mere klassiske sports-sedan-proportioner.

Polestar-chef Michael Lohscheller har samtidig bekræftet, at bilen bliver lidt længere. En af årsagerne er ganske jordnær: Kunderne har efterlyst bedre plads på bagsædet. Polestar har allerede mere end 180.000 eksemplarer af den nuværende 2’er på vejene, så strategien bliver at bevare bilens identitet, men rette de største svagheder. 

Kabinen bliver ligeledes mere førerorienteret. Ifølge designchef Philipp Römers skal den centrale skærm drejes mere mod føreren, mens et mindre instrumentdisplay skal placeres direkte foran rattet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig kan der være godt nyt til dem, der er trætte af, at stadig flere funktioner gemmes i touchskærme: Polestar arbejder også med flere fysiske betjeningselementer og et mindre sterilt interiør.

Ny Polestar 2 kommer i 2027

Den næste Polestar 2 bliver samtidig en vigtig bil for et mærke, der er i gang med at rydde op i en efterhånden ret broget samling af tekniske platforme. Polestar har officielt bekræftet, at den helt nye efterfølger til Polestar 2 lanceres i begyndelsen af 2027. Året efter følger Polestar 7, og planen er i højere grad at dele platforme og teknologi på tværs af modeller og mærker i Geely-koncernen. 

MERE OM SAMME EMNE:

Om Polestar virkelig kan give BMW i3 baghjul, ved vi derfor først, når de endelige specifikationer lander. Men målsætningen fejler ikke noget. BMW kommer med næsten 900 kilometers rækkevidde og 400 kW opladning. Polestar svarer foreløbig med tre ord: Vi slår den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER