Det hører absolut til sjældenhederne, at den nye generation af flagskibstelefoner ligefrem er billigere end sidste års modeller. Men det er ikke desto mindre tilfældet med OnePlus 11 5G, der blev lanceret i Europa i dag. Der er skåret en tusindlap af prisen på den største variant, der kan købes for 6.999 kroner. Det er uhørt billigt for en flagskibstelefon med specifikationer som disse.
Faktisk er OnePlus 11 5G, i mine øjne, en langt bedre telefon end den dyrere forgænger, OnePlus 10T, fra sidste forår. Godt nok har den ikke længere trådløs opladning, men al væsentligt isenkram inden i er opdateret med komponenter fra øverste hylde – og for første gang understøtter OnePlus også eSIM.
Telefonen understøtter to Sim-kort og man bestemmer selv, om det skal være to fysiske Sim-kort eller det ene skal være eSim. God stil, OnePlus, den har vi ventet længe på.
Artiklen fortsætter efter annoncen











