I rummet kan ingen høre dig skrige – om copyright-regler. Og det skal skaberne af Prey vist være glade for. Hvis computerspil var legosæt, så ville dette eksemplar være et samlersæt bestående af forskellige, populære produkter, hvor udviklerne har lånt brikker fra ’Dead Space’, ’Bioshock’ og ’Resident Evil’. Og selv om mikset i sidste ende fungerer acceptabelt, så mangler Prey uden tvivl en identitet – noget der kan adskille det fra inspirationskilderne.
Aldrig har en skrivebordsstol været så farlig
Når det er sagt, så er Prey faktisk en ganske glimrende first person shooter, hvor singleplayer-delen og historien har hele fokus. Du styrer Morgan Yu (som enten er mand eller kvinde), der får sit verdensbillede ødelagt, hvorefter han/hun skal kæmpe sig gennem den forfaldende rumstation Talos I for at finde frem til sandheden. Desværre er Talos inficeret af mimics, en slags rumvæsener der kan tage form som interiøret og angribeangribe uden varsel. Aldrig før har en skrivebordsstol udgjort så stor en trussel, hvilket gør Prey til en nervepirrende tur ud i universet.
Fra Aliens til rum-ål
Spillets styring er ikke så stram, som man kunne ønske, når man nu hele tiden kan blive slået ihjel af en kopimaskine. I spillets første timer kræver det derfor en del tilvænning, at for eksempel våbnene føles ret løse i deres styring, hvilket gør det at sigte til en ren plage. Og når du desuden slås mod fjender, der ikke har en normal bevægelsesrytme, så bliver konsekvensen en masse dødsfald, der kan frustrere så meget, at man næste overvejer at bare lægge spillet på hylden.
Men som spillet skrider frem lærer man at vende styringen til ens fordel ved hjælp af opgradering af våbnene tilsat bedre udnyttelse af deres formåen. I Prey er det også muligt at opgradere hovedpersonen gennem såkaldte neuromods. Disse giver dig fx mulighed for at løfte tungere genstande, fryse tiden eller forbedre dine hacking-evner.
Så når du først har styr på sigtekornet og dine neuromods, går fjenderne fra at føles som Xenomorph i ’Aliens’ til at mere fremstå som sorte og lidt mere agile – og dræberlystne – rum-ål.
Masser af veje at gå
Konfrontationer med fjender kan dog også ofte undgås, da Prey indbyder til at spillerne selv vælger deres spillestil. Derfor er Talos I proppet med smutveje, der kan gøre vejen gennem spillet mere sikker – og måske også en smule kedeligere. Desuden har rumstationen også adskillige områder, der først bliver tilgængelige i takt med, at du lærer nye evner via neuromods. Disse områder indeholder ofte nyt loot, der gør det værd at vende tilbage.
Faktisk er Talos I flot skruet sammen og udforskning føles naturligt, fordi de forskellige dele af rumstationen er strikket fint sammen, som man kender det fra fx ’Souls’-serien. En ny destination kan ofte være en linket til område, som du besøgte i starten af spillet.
Vægtløs grafik, men lyd med tyngde
Allerede sidste år viste Arkane Studios med deres ’Dishonored 2’, at grafik ikke er deres stærke side – lad os basere alle spilfigurer på ham, der spillede Jaws i James Bond-filmene. Desværre er Prey på ingen måde bedre, da den grafiske del virker vægtløs. Designet er fladt og dateret, og spillets teksturer lader meget at ønske. Jeg har kun spillet på Playstation 4 Pro, men når man tænker på, at det er den pt. mest kraftfulde konsol, så er det virkelig skuffende, hvad Arkane Studios får ud af hardwaren.
Lyddesignet er til gengæld fra en helt anden planet, fordi nogle af spillets bedste og mest skræmmende effekter opstår, fordi der er kælet for lydsiden. Isolationen på rumstationen luller til tider sanserne i søvn, og det er så her, at en mimik springer frem og afløser stilheden med chok – og de rene rumunderbukser bliver afløst af de beskidte.
Prey er bedst, når man er bange
Prey lever højt på disse øjeblikke, som – sikkert udebevidst – redder spillet i de monotome perioder, hvor der går lidt for meget ’bevæg dig fra A til B og find ud af, hvordan du kan gøre dette’-gameplay i den. Her fungerer et stabilt chok som et mindre stjerneskud, der flår opmærksomheden væk fra de sorte huller.
Derfor fungerer Prey klart bedst, når uhyggen formår at komme ind under huden på én, da det automatisk bliver incitament for at bevæge sig lidt videre for at opleve lidt mere koldsved. Her glemmer man nemlig spillets svagheder og i stedet holder man blot vejret og frygter, hvilket møbel der angriber dig næste gang.