Elektronik

Apple HomeView er her – men kommer ikke til EU

Apples nye hjemmeskærm genkender familien og samler FaceTime, musik og styring af hjemmet. Siri AI holder den foreløbig ude af EU

Apple HomeView
Foto: Apple

Det er på én gang spændende – og så alligevel, for Apple Home entusiaster i Danmark – en forfærdelig nedtur. Apple har nemlig lige nu præsenteret Apple HomeView (ikke HomePad som ellers var gættet på), en ny skærm til hjemmet med indbygget højttaler og Siri AI. Men den kommer, på grund af kampen imellem Apple og EU, ikke til EU og Danmark.

Den nye… Dims… Får en 7-tommer Liquid Retina-skærm og skal samle musik, FaceTime og betjening af hjemmets tilbehør på ét sted. Men danske kunder får altså foreløbig ikke mulighed for at købe den: Apple skriver udtrykkeligt i deres pressemeddelelse, at HomeView ikke sælges i EU, fordi Siri AI aktuelt ikke er tilgængelig på iPhone i EU. Apple siger dog også, at de arbejder med EU på at finde en vej frem, men oplyser ingen dato for en europæisk lancering. Vi kan altså bare vente i spænding.

Genkender op til seks personer

HomeView kan genkende op til seks personer på deres ansigter og skifte til en personlig hjemmeskærm med apps og widgets. Det giver eksempelvis adgang til egne beskeder, kalender og påmindelser, mens billeder og musik også kan deles med hele husstanden. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Apple knytter dog visningen af personlige oplysninger til flere betingelser: Brugeren skal genkendes, og den tilknyttede iPhone eller iPad skal være til stede og nyligt låst op. Med en enhed, der understøtter Apple Intelligence, kan Siri AI desuden bruge personlige oplysninger fra blandt andet Beskeder og Kalender. Assistenten kan også svare på generelle spørgsmål uden den personlige forbindelse. Ved lanceringen er Siri AI på HomeView på engelsk og i beta.

Apple HomeView
Foto: Apple

Til køkkenbordet eller væggen

Bordmodellen har en skærm, der kan vippes på et hængsel over en kuppelformet højttalerbase. Den kommer i sølv, starlight, rosa og space grey. Apple lancerer også en særskilt vægmodel i sølv og space grey, som monteres med beslag fra Schneider Home. Begge udgaver har samme skærmstørrelse, men forskellige lydsystemer. Bordmodellens base har en bashøjttaler og to passive radiatorer, mens vægmodellens lyd er tilpasset placeringen på væggen. Skærmens lysstyrke reguleres automatisk fra op til 500 nit ned til 0,3 nit. Brugerfladen ændrer også informationsmængden efter, hvor tæt brugeren befinder sig på skærmen, så indholdet kan aflæses på afstand og bliver mere detaljeret tæt på.

Op til ni kameraer på samme skærm

Som betjeningspanel kan HomeView vise op til ni kamerafeeds samtidig og styre eksempelvis lys, termostater, dørlåse og gardiner. Den fungerer sammen med Apple Home- og Matter-tilbehør, herunder den nye Apple Home Collection fra LG og Schneider Electric. Kamerafunktioner som intelligente beskrivelser af optagelser kræver blandt andet et passende iCloud+-abonnement og opsætning med en enhed, der understøtter Apple Intelligence. Til underholdning understøtter HomeView Apple Music, Podcasts, Apple TV og kompatible tredjepartsapps. FaceTime bruger Center Stage til at holde deltagerne i billedet, mens Intercom kan sende beskeder til andre HomeView- og HomePod-enheder rundt om i boligen. I køkkenet kan skærmen vise opskrifter trin for trin og håndtere timere med stemmen.

Koster 299 dollar i USA

MERE OM SAMME EMNE:

Begge HomeView-modeller koster 299 dollar i USA og bliver tilgængelige fra 13. november i de annoncerede lanceringsmarkeder. Forudbestilling åbner i dag i blandt andet USA, Storbritannien, Canada og Australien; Singapore følger 15. oktober. Vægbeslagene købes separat, og der kommer forskellige løsninger til USB-C-strøm, fast elinstallation og senere Power over Ethernet. Apple oplyser ingen dansk pris, og Danmark indgår altså ikke i lanceringen. Danske Apple Home brugere må altså vente på, at Apple og EU bliver enige om en løsning der tillader Apple at udgive den nye version af Apple Intelligence herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.