Microsoft holder i disse dage deres Microsoft Build konference og har netop løftet sløret for flere features i deres kommende Windows 10, der kommer til at køre på tværs af både telefoner, tablets, stationære og bærbare pc’er. Microsoft håber dermed, at de vil kunne erobre noget af det lukrative mobilmarked, som ellers domineres af Googles Android og Apples iOS.
Telefonen kan blive en fuld pc
En af de mest interessante features ved Windows 10 har Microsoft omtalt før, men nu er der kommet endnu mere “kød” på; continuum er en funktion der “mærker”, hvilket tilbehør er sluttet til enheden. Er der eksempelvis en mus og et tastatur sluttet til, ved enheden, at den skal fungere som en “traditionel” pc. Indtil videre har det dog været mest tænkt i forhold til tablets, men i dag fortalte Microsoft så, at det også vil være muligt at bruge telefonen – der altså vil kunne fungere som en “fuld” computer der kan køre desktopprogrammer som Word og Excel. I fremtiden vil du altså teoretisk set kunne tage kun en telefon med dig og så bruge mus, tastatur og skærm der hvor du tilfældigvis skal arbejde.