GadgetsTophistorie

Edge 40 Pro er ny topmodel fra Motorola

Motorola har netop præsenteret topmodellen Edge 40 Pro, der byder på opgraderinger hele vejen rundt i forhold til sin forgænger.

Motorola udsender telefoner i et hæsblæsende tempo, hvorfor det kan være en udfordring at holde redde i modellernes forskelligheder. Men ét er i hvert fald sikkert, Edge 40 Pro er deres nye topmodel, med alt hvad det indebærer.

Først og fremmest, så er telefonen nu drevet af en Snapdragon 8 Gen 2-processor, som efterhånden er kutyme blandt topmodellerne. Den får følgeskab af 12 gigabyte RAM og 256 eller 512 gigabyte hukommelse.

 

Telefonen er yderligere IP68-beskyttet, hvilket betyder at den klarer op til 30 minutter i (fersk)vand på 1,5 meters dybde.

Skærmen er en 6,67″ FHD+ pOLED-skærm med en opløsning på 2400 x 1080 pixels. Og den mønstrer en opdateringsfrekvens på helt op til 165 hertz, hvilket er noget over de nærmeste konkurrenter i feltet. Samsung S23 Ultra, iPhone 14 Pro og Pixel 7 Pro har alle “kun” skærme med 120 hertz. Det bør betyde en meget flydende oplevelse, når der scrolles og navigeres på telefonen.

 

Ny kameraoplevelse

Som det hedder sig, så er kameraet også blevet opdateret. Edge 40 Pro har et triple-kamera system, der består af et primærkamera på 50 megapixel, et vidvinkel på ligeledes 50 megapixel og et dedikeret til portrætbilleder på 12 megapixel. På selfie-siden sidder et kamera på hele 60 megapixel.

Derudover introducerer Motorola softwarefunktioner, der muliggør nye optagelsestilstande, med det nye kamerasystem:

  • Video Night Vision: Når du optager videoer i omgivelser med lavt lys, kan der skiftes til Night Vision-tilstand for video for at optage lysere optagelser med flere detaljer, bedre klarhed og mere præcise farver.
  • Horizon Lock Stabilization: Deltager du i ekstremsport som mountainbike eller skiløb, holder denne funktion billedet stabiliseret og låst mod horisonten – selv mens du roterer smartphonen op til hele 360° under actionscener.
  • Video Auto Focus Tracking: Du kan aktivere denne funktion for at holde motivet klart og i fokus, selv når det er i bevægelse gennem hele optagelsen.
  • Videoportræt (bokeh): I videotilstand kan brugere vælge Videoportræt, en bokeh-indstilling, for automatisk at sløre baggrunden i videoer ved hjælp af en ny AI-baseret algoritme.

Lynhurtig opladning

Edge 40 Pro levers med Motorolas TurboPower-opladning. Det betyder i dette tilfælde, at telefonen kan lade med op til 125 watt. Det 4300 mAh batteri kan således lades op fra tomt til fuldt på blot 23 minutter.

 

Pris og tilgængelighed

Motorola frigiver Edge 40 Pro den 10. april. Den vil kunne fås i to farver, sort og blå og fra en vejledende pris på 6.699 kroner. Du kan dykke yderligere ned i telefonen hos Motorola.dk.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.