×
Teknologi

FE gav USA adgang til danskernes telefonsamtaler og sms-beskeder

Ifølge DR omhandler FE-skandalen, at amerikanske National Security Agency, fik adgang til danskernes personlige kommunikation.

Det er tilsyneladende et samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og USA’s mest magtfulde efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), der er årsagen til den voldsomme kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne tidligere på ugen rejste mod FE. Det skriver DR Nyheder.

Helt specifikt handler det angiveligt om, at FE har givet NSA adgang til danskernes personlige kommunikation i form af både telefonsamtaler, internet og sms-beskeder. Det erfarer DR Nyheder fra flere af hinanden uafhængige kilder.

Adgangen til de følsomme informationer skal være foregået via en kabeladgang, der har givet amerikanerne mulighed for at hente store mængder rådata. Altså deriblandt personlige samtaler. Det er i strid med dansk lovgivning at videregive oplysninger om danske statsborgere.

FE vil ikke kommentere DR’s oplysninger og det har ikke været muligt at afklare, præcist hvornår samarbejdet mellem NSA og FE blev indledt – eller om det stadig eksisterer.  

Oplysningerne, der har fået Tilsynet med Efterretningstjenesterne til at slå ned på FE, kommer fra en såkaldt whistleblower – altså en insider, der har taget bladet fra munden. Og det er ikke første gang en whistleblower omtaler et samarbejde mellem danske FE og amerikanske NSA. Helt tilbage i 2014 afdækkede avisen Information et partnerskab mellem de to efteretningstjenester, på baggrund af informationer fra den kendte whistleblower Edward Snowden.

Det vides ikke om det er dette samarbejde, der er fortsat indtil nu, men noget kunne tyde på det.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.