Google har angiveligt sat dato på præsentationen af sine næste flagskibsmodeller: Den 13. august løfter tech-giganten sløret for Pixel 10-serien ved et såkaldt Made by Google-event. Hvis alt går efter planen, lander telefonerne i butikkerne allerede ugen efter – den 20. august.
Det er den velkendte lækker @MysteryLupin, der først afslørede datoen, kort efter bakket op af Android Headlines. Og der bliver formentlig tale om en bredere lancering end tidligere år: Hele fire modeller er på vej – en standard Pixel 10, Pixel 10 Pro, en større Pro XL og en foldbar Pro Fold.
Ifølge de mange læk, der allerede cirkulerer, får basisversionen af Pixel 10 endelig et teleobjektiv, så den matcher de dyrere modeller med tre kameraer. Dog skulle der være foretaget visse kompromiser i billedkvaliteten for at holde prisen nede.
Pro-udgaverne forventes ikke at ændre sig dramatisk i forhold til sidste års modeller – både design og kamerahardware ser ud til at være stort set identisk med Pixel 9-serien. Den største forskel ventes at være under motorhjelmen, hvor Googles næste Tensor-chip, G5, skal levere bedre ydelse og mere avancerede AI-funktioner.
Også ny Pixel Watch
Eventet ventes også at byde på Pixel Watch 4. Ifølge lækkede billeder bliver uret en smule tykkere end forgængeren – måske for at få plads til et større batteri. Derudover skulle Google have ændret lidt på opladningsteknologien og tilføjet nye, endnu ukendte knapper.
Et andet interessant rygte er, at Pixel Watch 4 bliver den første wearable, der får adgang til Googles Gemini-assistent. Det samme gælder angiveligt de nye telefoner, der også vil køre den nye, farverige Material 3 Expressive-brugerflade.
Pixel 9-serien blev i øvrigt også afsløret den 13. august sidste år – dog med længere ventetid på visse modeller, herunder den foldbare variant. Om Google denne gang kan holde tidsplanen for alle fire telefoner, må tiden vise.