Elektronik

Googlebook er landet, men Danmark må vente

Googlebook er ikke bare en dyrere Chromebook. Googles nye computere kører Android-apps, har Gemini bygget dybt ind i systemet og spiller tæt sammen med Android-mobilen. Men danskerne må vente.

googlebook

Nu bliver Googles nye satsning på den bærbare computer til virkelighed. De første Googlebook-computere er sendt på markedet, og Google går denne gang efter noget ganske andet end de billige Chromebooks, der især har haft succes på skoler og blandt prisbevidste computerkøbere.

Googlebook er premium-computere med priser fra 899 dollar – cirka 5.700 kroner før danske skatter og afgifter – og med et meget klart mål: Hvis du allerede lever med en Android-mobil i lommen, skal computeren føles som en naturlig forlængelse af den. Det lugter med andre ord en smule af Googles svar på samspillet mellem iPhone og MacBook.

Det er ikke bare en ny Chromebook

Under motorhjelmen har Google blandet teknologier fra Android og ChromeOS. Googlebook er bygget på Androids tekniske fundament, men har samtidig fået de klassiske desktop-egenskaber fra ChromeOS. Der er en fuld Chrome-browser med udvidelser, adgang til Android-apps fra Google Play og sågar Linux-værktøjer til de mere nørdede brugere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld skal man ikke købe en Googlebook i den tro, at det er en Windows-pc i forklædning. Klassiske Windows-programmer kan ikke bare installeres. Eksempelvis må Windows-software i stedet bruges i en web- eller cloududgave, når en sådan findes.

Det kan vise sig at være Googlebooks største udfordring: Prisen placerer maskinerne direkte over for ganske seriøse Windows-computere og MacBooks, mens appudvalget stadig er et andet.

Android-mobilen flytter ind i computeren

Til gengæld satser Google tungt på integrationen med Android. Med Continue On kan en opgave, der er startet på mobilen, fortsættes på computeren. Filer og billeder fra mobilen kan dukke op direkte i computerens filhåndtering, mens Cast My Apps kan vise og betjene apps fra telefonen i et vindue på Googlebook.

Og naturligvis er der masser af Gemini. Den nye Magic Pointer kalder Gemini frem ved at bevæge markøren på en bestemt måde. Herefter kan AI’en forholde sig til tekst og billeder på skærmen. Google nævner blandt andet muligheden for at pege på en dato i en mail og bede Gemini lægge den i kalenderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Funktionen Rambler går en anden vej og forsøger at rydde op i talestrømmen. Du kan tale løs til computeren, hvorefter Gemini kan fjerne fyldord og omdanne snakken til eksempelvis noter og opgavelister.

Dell og HP får Snapdragon

Qualcomm har samtidig annonceret, at Snapdragon X Elite finder vej til to af de første Googlebooks. Dell XPS Googlebook er en 13,4-tommer model med 2,5K-touchskærm, aluminiumskabinet og en kampvægt på omkring ét kilo. Dell lover op til 16 timers videostreaming på en opladning.

HP Googlebook 14 er lidt større og får blandt andet en 14-tommer OLED-touchskærm med 3K-opløsning, 5-megapixel kamera og fire højttalere. Også her står Snapdragon X Elite for regnearbejdet.

Men Dell og HP er ikke de eneste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved premieren består Googlebook-familien af fem modeller fra Acer, Asus, Dell, HP og Lenovo. Intel leverer processorer til nogle modeller, mens Qualcomm altså sidder i Dell og HP. Alle maskiner starter med mindst 16 GB RAM, og Google lover op til ti års softwareopdateringer.

Danmark må foreløbig kigge over grænsen

De første Googlebooks kan allerede forudbestilles. De lander i amerikanske butikker 4. oktober og dagen efter i blandt andet Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

MERE OM SAMME EMNE:

Danmark er ikke med på Googles liste over de første markeder, og der er endnu ikke offentliggjort danske priser eller en dansk lanceringsdato.

Så de første Googlebooks er ganske vist landet. Bare ikke helt herhjemme endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.