ElbilerTophistorie

Håndbygget tysk elbil kan blive din

... hvis du da ellers er villig til at smide 2,3 milioner på disken. Men så får du også en unik el-racer, med en rækkevidde på 500 kilometer.

De tyske Wiesmann-brødre har en forkærlighed for klassiske biler, der kommer til udtryk, når de håndbygger deres modeller. Hidtil har de da også holdt sig til at bygge fossilbiler. For nyligt har de præsenteret Project Thunder, der er en ren elbil.

Og den ligner ærlig talt noget, James Bond kunne vælge at køre rundt i. Wiesmann har simpelthen pakket en yderst moderne bilkonstruktion ind i en kappe af ren nostalgi.

Inden du besøger hjemmesiden og leder efter ‘Køb’-knappen skal du dog vide, at Project Thunder kun produceres i 1.000 eksemplarer. De koster til gengæld 300.000 euro per styk. Altså omkring 2,3 millioner kroner – et godt stykke over afgiftsfritagelsesgrænsen herhjemme.

Project Thunder
Ja, tak, jeg snupper to … (foto: Weismann).

Til den pris får du da også noget helt specielt. Bilen er konstrueret af aluminium i “rumkvalitet”, der er pakket ind i et kulfiber-karrosseri. Og det er ikke bare udenpå, at bilen ligner noget, der blev designet for mindst 50 år siden. I kabinen kan man nyde håndsyede lædersæder og syv traditionelle analoge målere på tværs af instrumentpanelet.

Det nostalgiske ydre gemmer dog på en temmelig potent elbil. Et 92 kWh-batteri (83 kWh netto) sender strøm til to motorer, der giver en kombineret ydelse på 671 hestekræfter og et drejningsmoment på 811 Nm. Det skulle kunne katapultere bilen fra 0-100km/t på bare 2,9 sekunder.

Project Thunder

Ifølge Wiesmann-hjemmesiden har Project Thunder en WLTP-rækkevidde på “mere end 500 kilometer”. Den har et forbrug på 20,5 kW per 100 kilometer. Det er relativt lavt og skyldes delvist en vægt på bare 1.775 kilo.

Batteriet har i øvrigt 800 volt teknologi, ligesom Porsche Taycan, Kia EV6, m.fl., så det kan lades hurtigt op igen (300 kW DC). Hjemme i garagen oplades den med op til 22 kW AC.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.