September slutter med en kedelig milepæl for danske elkunder: Vi skal næsten fire år tilbage for at finde en måned med højere gennemsnitlige elpriser. I Vestdanmark, DK1, landede den gennemsnitlige spotpris i september på 1,05 kroner pr. kWh. Øst for Storebælt, i DK2, blev den 1,07 kroner.
Det er første gang siden energikrisen, at månedsprisen er kommet over én krone pr. kWh i begge danske prisområder. Sidst gennemsnittet var højere, var i december 2022.
Og udviklingen er gået stærkt. I august kostede strømmen i gennemsnit 0,94 kroner i DK1 og 0,95 kroner i DK2. På bare én måned er spotprisen dermed steget henholdsvis knap 12 og 13 procent. Der er vel at mærke tale om selve markedsprisen på strømmen. På den endelige elregning kommer blandt andet nettariffer, afgifter, elselskabets eventuelle tillæg og moms oveni.
Artiklen fortsætter efter annoncen

