×
Gadgets

Høretelefonproducenter: Apple gør det rigtige

Apples beslutning om at droppe 3,5″ indgangen på deres nye telefon kom ikke som en overraskelse for de fleste der har læst rygterne på nettet over de seneste måneder – det var nemlig sluppet ud på forhånd. Derfor var der også kritik af beslutningen allerede inden den blev offentliggjort – og den kritik er ikke blevet mindre efterfølgende.

Apple har tidligere med held fjernet funktioner som ellers blev set som essentielle – eksempelvis fjernede de som de første 3,5″ diskettedrevet fra deres computere. Det gentog de med DVD-drevet nogle år senere. Begge dele har vist sig at være rigtige beslutninger, og resten af branchen er fulgt efter.

Men tager Apple fejl denne gang?

Producenterne giver Apple ret

Hvor mange journalister og brugere har set sig sure på beslutningen, er holdningen hos producenter en anden, viser en rundringning The Verge har foretaget til de ledende producenter af høretelefoner. Deres argumenter er meget tilsvarende dem, Apple har givet. Eksempelvis siger de to direktører hos Sennheiser, Daniel og Andreas Sennheiser: “Digitale stik som eksempel Apples Lightning, giver nye muligheder for at forbedre lydkvaliteten og de oplevelser, man kan få med høretelefoner. Eksempelvis 3D lyd via den digitale udgang.”

Man kunne selvfølgelig have producenterne mistænkt for blot at ville sælge nye høretelefoner til brugerne, men ikke desto mindre er det logisk, at de gerne vil videreudvikle deres produkter, og det står den forældede analoge teknologi i vejen for.

Det store spørgsmål er nu, om andre mobilproducenter også dropper den analoge port til fordel for eksempelvis USB C, som de fleste bruger. Det vil tiden vise.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.