Elektronik

Med Sammanlänkad tænder Ikea for solen

For at gøre solenergi tilgængelig for alle har Ikea lanceret Sammanlänkad, der sender solstråler direkte ind i hjemmet.

Sammanlänkad

Elektricitet er en afgørende ressource i hverdagen, og behovet for at finde innovative og miljøvenlige energiløsninger har aldrig været større. En af de vigtigste naturlige og vedvarende energikilder er solenergi, og netop solen spiller en afgørende rolle i et nyt designsamarbejde med Ikea. Sammen med organisationen Little Sun, har svenskerne udviklet Sammanlänkad, en soldrevet LED lampe i to designs.

Med samarbejdet ønsker Ikea at gøre solenergi til en naturlig del af hjemmet og inspirere til rejsen mod en solcelledrevet verden.

– Hos Ikea ønsker vi at inspirere flere til at tænke vedvarende energi og bæredygtighed ind i hjemmet. Sammanlänkad er en smuk lampe og samtidig en måde at få solenergi ind i hjemmet hos de mange mennesker, siger Henriette Ekholm, indretningsekspert hos Ikea Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Little Sun blev grundlagt i 2012 af kunstneren Olafur Eliasson og ingeniør Frederik Ottesen, der står bag designet af Sammanlänkad. Organisationen arbejder for at bringe naturlige lys- og energiløsninger til lande og områder, der ikke har adgang til elektricitet.

– Hvis vi skal overgå til en verden, der drives af vedvarende energi i løbet af det næste årti, er vi nødt til at få alle til at anerkende mulighederne i solenergi, siger Olafur Eliasson, kunstner og medstifter af Little Sun.

Ledningsfrit design

Sammanlänkad består af to LED solcellelamper. De teknologiske solpaneler, der er indbygget i lampen, fanger solen i løbet af dagen og frigiver den gennem lampen om aftenen.

MERE OM SAMME EMNE:

Som gyroskop har bordlampen klare referencer til solsystemet og jordens kredsen om solen og kan rotere i alle retninger. Den kan både bruges som skrivebordslampe eller hænges op som pendellampe. Det er også muligt at afmontere lyskilden fra standeren og bruge den i sofaen eller sengen som en mobil lyskilde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammanlänkad er tilgængelig i alle kædens varehuse fra starten af april. Pendellampen koster 699 kroner, mens lyskilden fås for 149 kroner.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.