Apple har endnu engang sat gang i diskussionen blandt smartphone-brugere med lanceringen af iPhone 17-serien. I år består serien af fire modeller, men en del brugere vil skulle træffe valget imellem iPhone Air (Som af uforklarlige årsager ikke har et 17 i navnet – det kommer til at blive interessant, hvad den så skal hedde næste år) og 17 Pro (eller Pro Max). De to telefoner er skabt til vidt forskellige målgrupper, men deler stadig en række fælles træk, der kan gøre valget mere kompliceret. Mange kommer nok til at spørge sig selv, om de bør vælge den lettere og mere prisvenlige Air eller gå efter Pro med de ekstra funktioner og den mere avancerede teknologi. Vi har haft begge telefoner i hånden ved lanceringen, og prøver ud fra det og specifikationerne at tage dig i hånden og gennemgå de to modeller – i forhåbningen om, at du står lidt klogere tilbage efterfølgende hvis du skal ud og vælge imellem de to.
Design
iPhone 17 Air er den tyndeste iPhone, Apple nogensinde har sendt på markedet. Med en tykkelse på blot 5,6 millimeter er den markant slankere end andre modeller, og det kan mærkes med det samme, man tager den i hånden. Telefonen føles let og diskret, men alligevel robust takket være en ramme i titanium af høj styrke. Fronten er dækket af anden generation af Ceramic Shield, og bagsiden har en ny glastype, der er udviklet til at give bedre modstandsdygtighed mod ridser.
Designet på Air er minimalistisk. Det mest iøjnefaldende er det enkelte kamera på bagsiden, som står i kontrast til de store kameramoduler, vi kender fra andre topmodeller. Overgangen fra forhøjningen med kameraet på til selve bagsiden er glat og fremstår blødere end hvad vi er vant til på de nyeste iPhones.
Artiklen fortsætter efter annoncen

