Lige nu er det billigst at lade elbilen om dagen

En ny strømvirkelighed er ved at bide sig fast i Danmark. Hvor elbilister før skulle vente til midt om natten for at finde de laveste priser, er det nu ofte midt på dagen, at strømmen er billigst. Det kan vende op og ned på en vane, mange ellers troede var hugget i sten.

Hvis du stadig tænker, at elbilen skal sættes til opladning sent om aftenen eller midt om natten for at spare penge, er det måske tid til at ændre vaner. Lige nu er det nemlig ikke mørket, men dagslyset, der gemmer på de laveste elpriser. Halvvejs gennem marts har de billigste timer typisk ligget mellem klokken 12 og 15, hvor den rene elpris i gennemsnit har været helt nede omkring 36 til 42 øre pr. kWh.

Det gør middagstimerne langt mere interessante for elbilister, end de plejer at være. Og i nogle tilfælde så interessante, at strømmen ligefrem har været gratis eller bedre end det.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

I denne forgangne uge blev elprisen nemlig presset så langt ned, at den blev negativ for første gang i år. I Jylland og på Fyn skete det onsdag mellem klokken 12 og 15, mens det øst for Storebælt var mellem klokken 13 og 15. Det betyder ikke, at hele regningen forsvinder, fordi afgifter, tariffer, moms og øvrige tillæg stadig kommer oveni. Men selve strømmen blev så billig, at den gamle sandhed om billig natstrøm er ikke længere altid sand.

Solenergi har ændret regnestykket

Ifølge Norlys er der tale om en udvikling, som for alvor er begyndt at sætte sig fast. For bare få år siden lå de billigste timer næsten konsekvent om natten, uanset årstid. Men mere solenergi i Danmark og resten af Europa har ændret regnestykket. Når solen står højt, og produktionen fra solceller stiger, bliver elprisen presset ned midt på dagen.

Det mønster dukkede første gang tydeligt op i 2020, hvor april og maj havde de laveste priser omkring middagstid. Siden er perioden blevet længere. I 2023 strakte den sig fra marts til september, og i både 2024 og 2025 fortsatte tendensen helt ind i efteråret.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det er dårligt nyt for dem, der kører efter gamle tommelfingerregler. Men det er godt nyt for de elbilister, der kan flytte opladningen og ramme de rigtige timer.

– Som forbruger er det virkelig værd at være opmærksom på prisbevægelser, for der kan potentielt være en hel del at spare. Det gælder ikke mindst for landets efterhånden mange elbilister, som i perioder næsten kan lade deres elbil op gratis midt på dagen, hvor de så sent som i februar skulle sætte elbilen til at lade midt om natten, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

En ny virkelighed

For forbrugerne betyder udviklingen også, at strømpriserne svinger mere hen over døgnet. I marts har forskellen mellem den billigste og den dyreste time allerede flere gange været på over én krone. Det gør timing vigtigere end før, især hvis man har et stort forbrug fra elbil, vaskemaskine, tørretumbler eller opvaskemaskine.

Det er med andre ord ikke længere nok bare at tænke “nat er billigst”. Nu handler det i højere grad om at følge markedet og ramme de timer, hvor strømmen faktisk falder.

– Vi skal som forbrugere vænne os til en ny virkelighed, når det kommer til elpriserne. Vi ser helt generelt flere udsving i elpriserne, og derfor forsøger vi som energiselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nye vaner, siger Mads Brøgger.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det ændrer dog ikke ved, at udviklingen sandsynligvis er sæsonbestemt. Erfaringerne fra de seneste år peger på, at mønsteret vender igen i oktober og november. Når solproduktionen falder, rykker de billigste timer typisk tilbage til natten.

Men lige nu er budskabet ret enkelt for danske elbilister: Glem de gamle opladningsrutiner. Foråret har gjort dagtimerne til det nye lavprisvindue.

Vil du spare penge på opladningen, er det ikke nødvendigvis ved sengetid, du skal finde ladekablet frem. Det kan meget vel være i frokostpausen. Hvis du har muligheden.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.