Teknologi

Nu kan du tale med Google – søgemaskinen får øjne og ører

Glem alt om at taste dine søgninger. Google lancerer nu en ny funktion, der lader dig tale, spørge og vise problemer direkte med kameraet.

Google Search Live

Google vil gøre op med den klassiske søgeboks. Nu ruller selskabet Search Live ud i Danmark, og det kan ændre måden, du bruger søgning på i hverdagen.

I stedet for at taste dine spørgsmål ind kan du nu bare åbne Google-appen, trykke på Live-ikonet og tale direkte med søgemaskinen. Google svarer tilbage med lyd, og du kan fortsætte samtalen med opfølgende spørgsmål, uden at skulle starte forfra hver gang.

Search Live bliver en del af Googles AI-tilstand og er tilgængelig i Google-appen på både Android og iPhone. Samtidig får funktionen en ny lyd- og stemmemodel, som skal få samtalerne til at føles mere naturlige og mindre som stive kommandoer til en maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu kan Google også se det, du ser

Google nøjes dog ikke med stemmen. Du kan også dele det, kameraet ser, direkte med søgemaskinen. Holder du mobilen op foran en fejlmeddelelse på et apparat, en ukendt ledning bag dit lydanlæg eller en plante, du er i tvivl om, hvordan skal passes, kan Google analysere det live og svare ud fra det, du viser.

Funktionen kan også startes direkte fra Google Lens, hvor kameradeling automatisk aktiveres, når du trykker på Live.

Rammer hverdagen dér, hvor tastaturet er upraktisk

Det gør Search Live mere brugbar end mange klassiske AI-funktioner, fordi den rammer situationer, hvor det er upraktisk at skrive. Når hænderne er optaget i køkkenet. Når du står midt i en reparation. Eller når du er på ferie og hurtigt vil vide mere om et sted, et kvarter eller et vartegn foran dig.

Google lægger heller ikke skjul på, at det netop er den slags øjeblikke, man går efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

– Mange af os søger på nettet i situationer, hvor det faktisk er ubelejligt at skrive. Mens vi laver mad, midt i en reparation eller på ferie med familien. Search Live kombinerer stemme, kamera og AI i én søgeoplevelse, så folk har nemmere adgang til information, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Er søgning på vej til at ændre form?

Google vil gøre søgning mere flydende, mere håndfri og langt mere visuel. Og hvis funktionen virker lige så gnidningsfrit i praksis, som Google lover, kan det være begyndelsen på en ny vane: at man ikke længere googler ved at skrive, men ved at tale og vise.

Search Live er nu tilgængelig i alle lande og på alle sprog, hvor Googles AI-tilstand allerede er lanceret. Det gælder også Danmark.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER