Smarthome

Nu kan elbil og varmepumpe tale med resten af hjemmet

Matter 1.5 lander nu på en række Homey-enheder. Opdateringen giver understøttelse af blandt andet ladebokse, solceller og varmepumper – og gør det lettere at dele produkter med andre smart home-platforme.

varmepumpe

Homey udvider nu antallet af produkter, der kan samles i virksomhedens smart home-system. Platformen er blevet certificeret til Matter 1.5, som tilføjer flere og mere energitunge apparater til den fælles standard.

Opdateringen er tilgængelig til Homey Pro fra modelårene 2023 til 2026, Homey Pro mini og Homey Self-Hosted Server.

Ladebokse og varmepumper kommer med

Med Matter 1.5 kan Homey blandt andet kommunikere med kompatible ladebokse til elbiler, varmepumper, solcelleanlæg og større hvidevarer. Det kan på sigt gøre det muligt at styre hjemmets energiforbrug mere intelligent. Eksempelvis kan opladningen af elbilen eller opvarmningen i højere grad tilpasses elpriser, strømproduktion fra solceller og andre automatiseringer i hjemmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den konkrete understøttelse afhænger dog fortsat af, om producenterne har opdateret deres egne produkter til Matter 1.5. Certificeringen betyder derfor ikke, at alle eksisterende ladebokse og varmepumper pludselig kan forbindes til Homey.

Homey udvider samtidig sin Matter Bridge. Produkter, der allerede er forbundet til Homey via eksempelvis Zigbee, Z-Wave, Bluetooth eller Wi-Fi, kan i flere tilfælde deles videre som Matter-enheder. Det gør det muligt at vise og styre dem fra blandt andet Apple Home, Google Home, Amazon Alexa, Samsung SmartThings og Home Assistant.

Gamle produkter kan deles med andre systemer

Homey kan dermed fungere som bindeled mellem produkter, der ellers ikke nødvendigvis understøtter de samme platforme. Det kan især være nyttigt i hjem med smartprodukter fra mange forskellige producenter.

MERE OM SAMME EMNE:

Der er dog stadig ingen garanti for, at samtlige funktioner følger med. En termostat eller sensor kan eksempelvis have avancerede indstillinger i Homey, som ikke nødvendigvis dukker op i Apple Home eller Google Home.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Matter 1.5 bringer med andre ord Homey et skridt tættere på løftet om ét samlet smart home. Men den gamle udfordring består: Det er stadig producenterne og de enkelte platforme, der afgør, hvor problemfrit det reelt bliver.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.