×
GadgetsTophistorie

Nu kommer der Lego på hylderne i Ikea

Ikea har løftet sløret for deres nye Lego-kollektion ’Bygglek’, der skal til salg i møbelvarehusene til oktober.

Møbelkæden Ikea har de seneste år indgået en række partnerskaber med kendte brands. Mest kendt er nok samarbejdet med Sonos om Symfonisk-multirumshøjttalere. Siden 2018 har Ikea og danske Lego arbejdet på at skabe produkter, der skal fremme leg og kreativitet hos børn – og nu er resultatet klar; serien hedder ’Bygglek’ og sættes til salg i varehusene den 1. oktober.

Bygglek består af fire forskellige produkter, nemlig tre forskellige pakker med specielt udviklede opbevaringskasser og en pakke med Lego. Låget på kasserne er udstyret med Lego-knopper, så de kan bruges til at bygge på – og der er også små indhak på siderne, hvor der kan monteres klodser.

I en pressemeddelelse forklarer Ikea ideen bag Bygglek-serien, nemlig at børn og voksne ser forskellige på leg. Mens børn ofte holder pauser i legen, for at fortsætte igen senere, så vil voksne gerne nulstille og rydde op, når legen stopper eller sættes på pause. Kasserne skal gøre det muligt at pause legen, ikke afslutte den, men samtidig tage højde for de voksnes behov for oprydning.

– Hos IKEA tror vi altid på styrken i leg. Leg lader os udforske, eksperimentere, drømme og opdage.  Hvor voksne ofte ser rod, ser børn et stimulerende kreativt miljø, og Bygglek vil hjælpe med at bygge bro over kløften mellem disse to synspunkter ved at sikre mere kreativ leg i hjem rundt om i verden, siger Andreas Fredriksson, designer hos IKEA i Sverige.

Opbevaringskasserne sælges i tre sæt; en stor kasse med låg (149 kroner), en mellemstørrelse kasse med låg (119 kroner) og en samlet pakke med tre mindre kasser i to forskellige størrelser (199 kroner). Derudover sælges der en pakke med 201 Lego Bygglek-klodser til 99 kroner.

Hele molevitten kommer som sagt til salg i Ikea den 1. oktober. Produktet optræder endnu ikke på den danske Ikea-hjemmeside, men vi går ud fra, at lanceringen er global.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.