På et event her til eftermiddag i New York har Samsung præsenteret deres nyeste version af Fold serien – kaldet Samsung Galaxy Fold7. Den nye udgave byder på et lettere og tyndere design, kraftigere hardware og flere AI-funktioner. Ifølge Samsung selv er der skruet op for både hverdagsfunktionalitet og premium-følelse, samtidig med at telefonen stadig skulle være robust nok til daglig brug.
Slankt design og stor skærm
Galaxy Z Fold7 vejer nu 215 gram, og tykkelsen er reduceret til 8,9 mm, når telefonen er foldet sammen. Samsung fremhæver selv, at det gør den mere behagelig at have med og lettere at bruge til daglig. Skærmene er samtidig større end på tidligere modeller, og den ydre skærm på 6,5 tommer har fået et bredere format, som gør den nemmere at bruge til hurtige opgaver som beskeder eller navigation.
Når telefonen foldes ud, har du en 8-tommer skærm med skarp opløsning at lege på, høj lysstyrke og levende farver. Ifølge Samsung kan den nå op til 2.600 nits, hvilket skulle sikre, at den er let at aflæse selv i sollys. Den store skærm er udviklet til at gøre det nemt at multitaske og bruge flere apps på én gang.
Artiklen fortsætter efter annoncen












