Elbiler

Ny verdensrekord: 0-100 km/t på under ét sekund i en elbil

En flok studerende fra Zurich har sat en ny opsigtsvækkende verdensrekord. De har udviklet en elbil, der når 100 km/t på 0,956 sekund.

Jo jo, det er ikke en helt almindelig elbil, som har sat rekorden. Mythen, som bilen er døbt, kan ikke fragte ungerne til fodbold eller have plads til indkøbene fra supermarkedet. Men man må alligevel kippe på hatten for de studerende fra Zürich, som har sat den nye verdensrekord.

12,3 meter skulle Mythen bruge, før den nåede hastigheden på 100 km/t på lige under ét sekund. Helt præcist 0,956 sekund.

Til sammenligning klarer en Formel E accelerationen på 2,8 sekunder. Mens verdens hurtigste produktion-elbil, Rimac Nivera, gør det på 1,81 sekunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mythen vejer blot 140 kilo. De kilo sendes afsted af fire elmotorer, én på hvert hjul, der sammenlagt yder 326 hestekræfter.

Du kan i videoen nedenfor se, hvordan det gik til, da rekorden blev sat.

De studerende fra Academic Motorsports Club Zurich (AMZ) har selv designet og produceret bilen. Det gælder både elektronikken, chassiset og batteriet. Bilen er primært opbygget af carbon og aluminum, for at holde vægten nede. Der er ikke sat tal på batteristørrelse og rækkevidde. Men bilen klarer flere accelerationer, før den skal forbi ladestationen.

Mythen er ikke udstyret med klassiske vinger og spoilere, for at skabe downforce. Derimod blev der udviklet et særligt system, der som en anden støvsuger, får bilen til at suge sig mod jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den foregående rekord blev sat af studerende fra University of Stuttgart. Her var tiden 1,5 sekunder.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.