Så er det officielt. Apple afslørede under gårsdagens keynote, at deres AI-platform, Apple Intelligence, lanceres på dansk senere i år. Funktionen bliver tilgængelig på iPhone, iPad og Mac med de kommende opdateringer i efteråret.
Apple meddelte dette samtidig med lanceringen af de nyeste softwareopdateringer: iOS 26, iPadOS 26 og macOS Tahoe 26. Her bekræftes det, at ud over en række andre sprog vil dansk være blandt de nye sprog, som Apple Intelligence understøtter
“I år udvider vi antallet af sprog, der understøttes af Apple Inteligence,” sagde Craig Federighi fra scenen, mens han viste en liste over lande.
Hvad får danske brugere?
De sprogunderstøttede funktioner beskrives således:
- Live Translation i Beskeder, FaceTime og Telefon – integrerede oversættelser i skrift og tale direkte på enheden
- Genvej til intelligente funktioner via Genveje, Image Playground og Genmoji
- Skriveværktøjer: omskrivning, korrekturlæsning og opsummering i app’er som Mail, Noter og Pages
- Og meget mere – alle kørende med privatliv og sikkerhed, takket være on‑device‑modeller og Apple’s Private Cloud Compute.
Hvorfor skulle vi vente?
Apple Intelligence fik sin debut i USA sidste efterår, men herhjemme har vi måttet væbne os med tålmodighed. I foråret 2025 begyndte udrulningen i EU, men det krævede stadig, at man satte sproget til engelsk for at bruge funktionerne som Genmoji, skriveassistenten og den opgraderede Siri.
Årsagen? Apple har travlt med at gøre systemet klar til dansk – og det kræver både sproglig finpudsning og lokal testning. Derfor går der lidt endnu, før vi kan snakke med Siri på flydende dansk og få AI‑hjælp uden at skifte sprog. Det samme gælder for blandt andet svensk, norsk og tyrkisk.
Hvis du har en nyere Apple-enhed – det vil sige en iPhone 15 Pro eller 16, en iPad med M1-chip eller en Mac med Apple Silicon – så kan du godt begynde at glæde dig. Når dansk bliver tilgængeligt senere i år, skal du bare hente en gratis opdatering, og så er du i gang.