Volvo Cars, der ejer Polestar sammen med kinesiske Geely, er gået sammen med Qualcomm. Sammen vil de levere en “ny banebrydende infotainment platform”, baseret på Android Automotive. Kombinationen vil være fuldt integreret i den kommende Polestar 3 og vi har sågar fået et lille smugkig på, hvordan det kommer til at se ud.
I modsætning til Android Auto (eller Apple CarPlay) der afvikles på din smartphone, er Android Automotive bagt ind i bilen. Det har en langt dybere integration i bilens systemer. Polestar 2 var den første bil, der blev sendt på gaden med Android Automotive ombord. Siden har både Ford, Honda, Audi, Renault og flere andre meldt sig under fanerne.
Samarbejdet med Volvo Cars betyder blandt andet, at Intel smides på porten og den centrale processor skiftes ud med en Snapdragon-model. Qualcomm Snapdragon Cockpit Platform Gen. 3 hedder den og den er baseret på Snapdragon 820 chipsettet fra 2016. Et chipset, der blandt andet blev benyttet i Samsung Galaxy S7.
Artiklen fortsætter efter annoncen



