Elektronik

Totalt trådløs til 299 kroner

Skullcandy har lanceret Dime; et sæt komplet trådløse hovedtelefoner, hvor pris og størrelse matcher på forunderlig vis ...

Skullcandy Dime

Der er så små, at de heldigvis er udrustet med en lille snor, så de kan sættes fast til nøglebundtet. Ellers ville der være risiko for, at de blev væk. Skullcandy Dime er mindre end en bilnøgle og prisen er ikke meget større – den kan købes for bare 299 kroner og må dermed være den billigste trådløse løsning, vi endnu er stødt på.

Bevares, til den pris er der sparet på godbiderne. Der er naturligvis hverken aktiv støjdæmpning eller trådløs opladning ombord. Til gengæld lover Skullcandy op til 12 timers batterilevetid, når batteriet i den klejne oplader medregnes. Hver prop kan klare sig i tre en halv time før de skal tilbage i opladeren og suge ekstra liv.

På den positive side har Skullcandy Dime en IPX4-certificering, hvilket betyder, at du kan bruge dem til sport. Dog ikke svømning. Men en løbetur i regnvejr burde ikke være fatal. Der er også mikrofon i begge propper, så du kan tale i telefon med en valgfri prop i øret (Jabra-modellerne kræver eksempelvis at begge sidder i øret, før de fungerer).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skullcandy Dime
Skullcandy Dime fås i adskillige kække farver – her sort og grøn.

Propperne har også trykfølsomme knapper, så betjeningen kan klares uden at hive mobilen op af lommen. Knapperne gør det muligt at besvare opkald, skifte musiknumre, justere volumen og aktivere digitale assistenter som Siri eller Google Assistant.

Skullcandy fremhæver følgende specs:

  • Op til 12 times batterilevetid
  • Bluetooth 5.0
  • Mikrofon på hver prop
  • Auto tænd/sluk (parrer automatisk med seneste enhed)
  • Støjdæmpende design (via gummipropper)
  • IPX4-sved og regnsikker
  • MicroUSB-opladning

Skullcandy Dime fås i fire farvekombinationer; en helt sort, mørkeblå/grøn, lysegrå/blå og mørk grå. De skulle være i handelen lige nu. Find flere informationer hos Skullcandy.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.