[dropcap]F[/dropcap]redag åbnede en test- og udviklingsplatform for super-præcis positionering i Aarhus. Teknologien kan blandt andet være med i udviklingen af førerløse biler. Hvor normal GPS har en præcision på 10-15 meter, har TAPAS, som systemet hedder, en præcision på ned til 1 centimeter – og det er nødvendigt, hvis selvkørende biler skal kunne navigere i tæt storbytrafik.
– Det her får enorm betydning for udviklingen af fremtidens samfund, ikke bare i Danmark. Med TAPAS-projektet sikrer vi, at Danmark er på forkant med udviklingen af super-præcis positionering via satellitter. På sigt kan virksomheder og myndigheder bruge teknologien, så de kan udvikle og teste nye produkter og services. Jeg ser enorme potentialer, som i sidste ende kommer den enkelte borger til gode, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Det er DTU Space, der, i samarbejde med Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, har designet og etableret TAPAS. Systemet består blandt andet af 11 referencestationer placeret i og omkring Aarhus. Stationerne henter signaler fra det europæiske satellitnavigationsprogram Galileo og amerikanske GPS. På den baggrund beregnes korrektioner til mobile enheder i området, for eksempel biler, som dermed kan navigere med centimeters præcision.
Artiklen fortsætter efter annoncen


