ElbilerTophistorie

Tesla medarbejdere i åbent brev: Elon må gå

“Dette er ikke et produktproblem. Det er et ledelsesproblem,” skriver Tesla ansatte i åbent brev - nu er en af medarbejderne fyret

Interne spændinger i Tesla er brudt ud i det åbne, efter en gruppe nuværende og tidligere medarbejdere har offentliggjort et åbent brev, hvor de beder Elon Musk om at trække sig som direktør. De hævder, at hans ledelse og offentlige opførsel har skadet Teslas brand og er årsagen til en alvorlig efterspørgselskrise – en krise, som nu fører til stigende lagerbeholdninger og faldende salgstal. En af brevets underskrivere er siden blevet fyret.

Fald i salget – og interne opråb

Tesla har i første kvartal af 2025 oplevet sit største fald i salg nogensinde, hvilket følger efter et 2024, hvor elbilgiganten for første gang i et årti ikke havde vækst i salget. Samtidig steg salget af elbiler generelt med 10 % i USA, hvilket har skabt intern frustration blandt Tesla-medarbejdere, der føler, at problemerne ikke bliver anerkendt fra toppen.

 

I det åbne brev skriver medarbejderne:

“Skaden på Elons personlige brand er nu uoprettelig, og som Teslas offentlige ansigt er den skade blevet vores byrde. Vi står ved en skillevej: Fortsæt med Elon som CEO og se kunderne forlade os – eller gå videre uden ham og lade vores produkter og mission stå deres prøve.”

 

Undskyldning afvises

Medarbejderne stiller sig kritiske over for Teslas forklaring om, at det faldende salg skyldes overgang til en ny Model Y. De hævder, at tusindvis af biler fra den opdaterede model nu står usolgte på lager, selvom produktionskvaliteten og effektiviteten er højere end nogensinde.

“Dette er ikke et produktproblem. Det er et ledelsesproblem,” skriver gruppen og peger direkte på Elon Musks ageren – både som leder og som offentlig person – som en central årsag til faldende efterspørgsel. De fremhæver især hans politiske udtalelser og brug af sociale medier som kilder til negativ opmærksomhed og – efterfølgende – kundefrafald. Der har da også været målinger, der viser at Elon Musk er ekstremt upopulær, hvilket smitter af på Tesla.

Fyring og censur

En af initiativtagerne bag brevet, Matthew LaBrot, der har været ansat i Tesla i over fem år, fortæller nu, at han er blevet fyret på grund af sin tilknytning til brevet. Han offentliggjorde brevet på en ekstern hjemmeside og delte det via LinkedIn. Kort efter blev hans stilling som programchef for salgs- og leveringsuddannelse opsagt. Derudover blev en konto på det sociale medie X (tidligere Twitter), der var oprettet for at sprede budskabet, hurtigt suspenderet – på trods af, at Elon Musk, som ejer platformen, ofte har omtalt sig selv som en “yderliggående fortaler for ytringsfrihed”. Men altså ikke, når det handler om kritik af ham selv, mener medarbejderne altså.

 

Samtidig med det interne opgør har Tesla bedt medarbejdere på Gigafactory Texas om at tage en hel uge fri. Det gælder både linjerne for Cybertruck og Model Y – endnu et tegn på, at produktionen overgår efterspørgslen.

En krise, der ikke kan ignoreres

Tesla-ledelsen har endnu ikke reageret officielt på det åbne brev, men internt vokser bekymringen. Medarbejdernes kritik er usædvanligt direkte, og fyringen af en fremtrædende ansat risikerer at skabe yderligere splid i organisationen.

Selvom Elon Musk for nylig erklærede, at han vil “fokusere mere på Tesla” og mindre på kryptovaluta og andre eksterne projekter, mener medarbejderne, at problemet ikke handler om fokus – men om ledelse og omdømme. Som brevet konkluderer:

 

“Vi er klar til at gå videre. Tesla er klar til at gå videre. Og vi er klar til at gøre det uden Elon som CEO.”

Om dette markerer begyndelsen på et bredere oprør i Tesla, er endnu uvist – men konflikten viser tydeligt, at der foregår diskussioner i kulisserne i verdens mest omtalte elbilfirma.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.